Et dukkehjem
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
1.utg: [2]
SKUESPIL I TRE AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1879
1.utg: [4]
HELMERS TRE SMÅ BØRN
Handlingen foregår i Helmers bolig.
1.utg: [6]
En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue. En dør tilhøjre i baggrunden fører ud til 
forstuen; en anden dør tilvenstre i baggrunden fører ind til Helmers arbejdsværelse. Mellem begge disse døre et pianoforte. Midt på væggen tilvenstre en dør og længere fremme et vindu. Nær ved vinduet et rundt bord med lænestole og en liden sofa. På sidevæggen tilhøjre, noget tilbage, en dør, og på samme væg, nærmere mod forgrunden en stentøjsovn med et par lænestole og en gyngestol foran. Mellem ovnen og sidedøren et lidet bord. Kobberstik på væggene. En etagère med porcellænsgenstande og andre små kunstsager; et lidet bogskab med bøger i pragtbind. Tæppe på gulvet; ild i ovnen. Vinterdag.
forstuen; en anden dør tilvenstre i baggrunden fører ind til Helmers arbejdsværelse. Mellem begge disse døre et pianoforte. Midt på væggen tilvenstre en dør og længere fremme et vindu. Nær ved vinduet et rundt bord med lænestole og en liden sofa. På sidevæggen tilhøjre, noget tilbage, en dør, og på samme væg, nærmere mod forgrunden en stentøjsovn med et par lænestole og en gyngestol foran. Mellem ovnen og sidedøren et lidet bord. Kobberstik på væggene. En etagère med porcellænsgenstande og andre små kunstsager; et lidet bogskab med bøger i pragtbind. Tæppe på gulvet; ild i ovnen. Vinterdag.Der ringes ude i forstuen; lidt efter hører man, at der blir lukket op. Nora kommer fornøjet nynnende ind i stuen; hun er klædt i ydertøj og bærer en hel del pakker, som hun lægger fra sig på bordet tilhøjre. Hun lar døren til forstuen stå åben efter sig, og man ser derude et bybud, der bærer en julegran og en kurv, hvilket han
gier til stuepigen, som har lukket op for dem.
gier til stuepigen, som har lukket op for dem.
NORA
HIS: 214
Budet takker og går. Nora lukker døren. Hun vedblir at le stille fornøjet, mens hun tar ydertøjet af.
NORA
tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par; derpå går hun forsigtigt hen og lytter ved sin mands dør
makroner op af lommen og spiser et par; derpå går hun forsigtigt hen og lytter ved sin mands dør
Jo, han er hjemme. (nynner igen, idet hun går hen til bordet tilhøjre)
NORA
ifærd med at åbne nogle af pakkerne
Ja, det er det.
NORA
Ja!
HELMER
Når kom ekornet hjem?
HELMER
HIS: 215
NORA
Ja men, Torvald, iår må vi dog virkelig slå os lidt løs. Det er jo den første jul, da vi ikke behøver at spare.
HELMER
Å, ved du hvad, ødsle kan vi ikke.
NORA
HELMER
NORA
lægger hånden på hans mund
Å fy; tal ikke så stygt.
HIS: 216
NORA
Hvis der hændte noget så fælt, så kunde det være ganske det samme enten jeg havde gæld eller ikke.
HELMER
Nå, men de folk, jeg havde lånt af?
NORA
De? Hvem bryr sig om dem! Det er jo fremmede.
HELMER
Nora, Nora, du est en kvinde! Nej men alvorligt, Nora; du ved, hvad jeg tænker i det stykke. Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer noget ufrit, og altså også noget uskønt, over det hjem, som grundes på lån og gæld. Nu har vi to holdt tappert ud lige til idag; og det vil vi også gøre den korte tid, det endnu behøves.
du est en kvinde! Nej men alvorligt, Nora; du ved, hvad jeg tænker i det stykke. Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer noget ufrit, og altså også noget uskønt, over det hjem, som grundes på lån og gæld. Nu har vi to holdt tappert ud lige til idag; og det vil vi også gøre den korte tid, det endnu behøves.
NORA
går hen imod ovnen
Ja, ja, som du vil, Torvald.
HELMER
Se der. (rækker hende nogle sedler) Herregud, jeg ved jo nok, at der går en hel del til i et hus i juletiden.
HIS: 217
NORA
tæller
HELMER
Ja, det må du sandelig gøre.
NORA
Ja, ja, det skal jeg nok. Men kom her, så skal jeg vise dig alt, hvad jeg har købt. Og så billigt! Se, her er nye klæder til Ivar – og så en sabel. Her er en hest og en trompet til Bob. Og her er dukke og dukkeseng til Emmy; det er nu så simpelt; men hun river det jo snart istykker alligevel. Og her har jeg kjoletøjer og tørklæder til pigerne; gamle Anne-Marie skulde nu havt meget mere.
Ivar – og så en sabel. Her er en hest og en trompet til Bob. Og her er dukke og dukkeseng til Emmy; det er nu så simpelt; men hun river det jo snart istykker alligevel. Og her har jeg kjoletøjer og tørklæder til pigerne; gamle Anne-Marie skulde nu havt meget mere.
HELMER
Og hvad er der i den pakke der?
NORA
skriger
Nej, Torvald, det får du ikke se før iaften!
NORA
Å pyt; til mig? Jeg bryr mig slet ikke om noget.
HIS: 218
NORA
Nej, jeg ved virkelig ikke. Jo hør, Torvald –
HELMER
Nå?
NORA
famler ved hans knapper; uden at se på ham
Hvis du vil give mig noget, så kunde du jo –; du kunde –
NORA
hurtigt
Du kunde give mig penge, Torvald. Bare så meget, som du synes du kan afse; så skal jeg siden en af dagene købe noget for dem.
HELMER
Nej men, Nora –
HELMER
Hvad er det de fugle kaldes, som altid sætter penge overstyr?
NORA
HIS: 219
HELMER
smilende
NORA
Å men, Torvald –
HELMER
NORA
Å fy, hvor kan du da sige det? Jeg sparer dog virkelig alt, hvad jeg kan.
NORA
nynner og smiler stille fornøjet
Hm, du skulde bare vide, hvor mange udgifter vi lærker og ekorne har, Torvald.
HELMER
Du er en besynderlig liden en. Ganske som din fader var. Du er om dig på alle kanter for at gøre udvej til penge; men så snart du har dem, blir de ligesom borte mellem hænderne på dig; du ved aldrig, hvor du gør af dem. Nå, man må tage dig som du er. Det ligger i blodet. Jo, jo, jo, sligt er arveligt, Nora.
Du er om dig på alle kanter for at gøre udvej til penge; men så snart du har dem, blir de ligesom borte mellem hænderne på dig; du ved aldrig, hvor du gør af dem. Nå, man må tage dig som du er. Det ligger i blodet. Jo, jo, jo, sligt er arveligt, Nora.
HIS: 220
NORA
Ak, jeg vilde ønske, jeg havde arvet mange af pappas egenskaber.
NORA
Gør jeg?
NORA
ser på ham
Nå?
NORA
Nej, hvor kan du nu falde på det.
HELMER
Har slikmunden virkelig ikke gjort en afstikker ind til konditoren?
NORA
Nej, jeg forsikrer dig, Torvald –
HIS: 221
HELMER
NORA
Nej, aldeles ikke.
NORA
Nej, Torvald, jeg forsikrer dig virkelig –
HELMER
Nej, jeg ved det jo nok; og du har jo givet mig dit ord –. (hen til hende) Nå, behold du dine små julehemmeligheder for dig selv, min velsignede Nora. De kommer vel for lyset iaften, når juletræet er tændt, kan jeg tro.
NORA
Har du husket på at bede doktor Rank?
HELMER
Nej. Men det behøves jo ikke; det følger jo af sig selv, at han spiser med os. Forresten skal jeg bede ham, når han kommer her iformiddag. God vin har jeg bestilt. Nora, du kan ikke tro, hvor jeg glæder mig til iaften.
HIS: 222
NORA
Jeg også. Og hvor børnene vil fryde sig, Torvald!
HELMER
NORA
Da keded jeg mig slet ikke.
NORA
HELMER
HIS: 223
NORA
Ja, det er rigtignok vidunderligt.
HELMER
Nej, ikke sandt, Torvald, det behøves ikke længer? Å, hvor det er vidunderlig dejligt at høre! (tager ham under armen) Nu skal jeg sige dig, hvorledes jeg havde tænkt, vi skulde indrette os, Torvald. Så snart julen er over – (det ringer i forstuen) Å, der ringer det. (rydder lidt op i stuen) Her kommer visst nogen. Det var da kedeligt.
kedeligt.
STUEPIGEN
i entrédøren
Frue, her er en fremmed dame –
NORA
Ja, lad hende komme ind.
STUEPIGEN
til Helmer
Og så kom doktoren med det samme.
STUEPIGEN
Ja, han gjorde så.
rejsetøj, ind i stuen og lukker efter hende.
HIS: 224
Helmer går ind i sit værelse. Pigen viser fru Linde, som er i rejsetøj, ind i stuen og lukker efter hende.
FRU LINDE
forsagt og lidt nølende
Goddag, Nora.
FRU LINDE
Du kender mig nok ikke igen.
NORA
FRU LINDE
Ja, det er mig.
NORA
FRU LINDE
Ja, det er jeg visstnok. I ni–ti lange år –
NORA
HIS: 225
FRU LINDE
NORA
For at more dig i julen, naturligvis. Å, hvor det er dejligt! Ja, more os, det skal vi
1.utg: 20
rigtignok. Men tag dog overtøjet af. Du fryser dog vel ikke? (hjælper hende) Se så; nu sætter vi os hyggeligt her ved ovnen. Nej, i lænestolen der! Her i gyngestolen vil jeg sidde. (griber hendes hænder) Ja, nu har du jo dit gamle ansigt igen; det var bare i det første øjeblik –. Lidt blegere er du dog bleven, Kristine, – og kanske lidt magrere.
FRU LINDE
Og meget, meget ældre, Nora.
NORA
Ja, kanske lidt ældre; bitte, bitte lidt; slet ikke meget. (holder pludselig inde, alvorligt) Å, men jeg tankeløse menneske, som sidder her og snakker! Søde, velsignede Kristine, kan du tilgive mig?
FRU LINDE
Hvad mener du, Nora?
NORA
Å, jeg vidste det jo nok; jeg læste det jo i aviserne. Å, Kristine, du må tro mig, jeg tænkte ofte på at skrive dig til i
HIS: 226
den tid; men altid opsatte jeg det, og altid kom der noget ivejen.
NORA
Nej, det var stygt af mig, Kristine. Å, du stakker, hvor meget du visst har gået igennem. – Og han efterlod dig jo ikke noget at leve af?
FRU LINDE
Nej.
NORA
Og ingen børn?
FRU LINDE
Nej.
NORA
Slet ingen ting altså?
FRU LINDE
Ikke engang en sorg eller et savn til at tære på.
NORA
ser vantro på hende
Ja men, Kristine, hvor kan det være muligt?
FRU LINDE
smiler tungt og stryger hende over håret
Å, det hænder undertiden, Nora.
HIS: 227
NORA
NORA
Nej, du skal begynde. Idag vil jeg ikke være egenkærlig. Idag vil jeg tænke bare på dine sager. Men et må jeg dog sige dig. Ved du den store lykke, som er hændt os i disse dage?
FRU LINDE
Nej. Hvad er det?
FRU LINDE
Din mand? Å hvilket held –!
NORA
Ja, umådeligt! At være advokat, det er jo så usikkert at leve af, især når man ikke vil befatte sig fine og smukke. Og det har naturligvis Torvald aldrig villet; og det holder jeg da ganske med ham i. Å, du kan tro, vi glæder os! Han skal tiltræde i banken allerede til nytår, og da får han en stor gage og mange procenter. Herefter kan vi leve ganske anderledes end før, – ganske som vi vil. Å, Kristine, hvor jeg føler mig let og lykkelig! Ja, for det er dog dejligt at have dygtig mange penge og ikke behøve at gøre sig bekymringer. Ikke sandt?
HU: 281
med andre forretninger, end de, som er fine og smukke. Og det har naturligvis Torvald aldrig villet; og det holder jeg da ganske med ham i. Å, du kan tro, vi glæder os! Han skal tiltræde i banken allerede til nytår, og da får han en stor gage og mange procenter. Herefter kan vi leve ganske anderledes end før, – ganske som vi vil. Å, Kristine, hvor jeg føler mig let og lykkelig! Ja, for det er dog dejligt at have dygtig mange penge og ikke behøve at gøre sig bekymringer. Ikke sandt?
NORA
Nej, ikke blot det nødvendige, men dygtig, dygtig mange penge!
FRU LINDE
smiler
NORA
ler stille
Ja, det siger Torvald endnu. (truer med fingeren) Men «Nora, Nora» er ikke så gal, som I tænker. – Å, vi har sandelig ikke havt det så, at jeg har kunnet ødsle. Vi har måttet arbejde begge to.
FRU LINDE
Du også?
NORA
Ja, med småting, med håndarbejde, med hækling og med broderi og sådant noget; ( henkastende) og med andre ting også. Du ved vel, at Torvald gik ud af departementet, da vi blev gift? Der var ingen udsigt til befordring i hans kontor, og så måtte han jo tjene flere penge end før. Men i det første år overanstrængte han sig så aldeles forfærdeligt. Han måtte jo søge alskens bifortjeneste, kan du vel tænke dig, og arbejde dødelig syg. Så erklærte lægerne det for nødvendigt, at han kom ned til syden.
håndarbejde, med hækling og med broderi og sådant noget; ( henkastende) og med andre ting også. Du ved vel, at Torvald gik ud af departementet, da vi blev gift? Der var ingen udsigt til befordring i hans kontor, og så måtte han jo tjene flere penge end før. Men i det første år overanstrængte han sig så aldeles forfærdeligt. Han måtte jo søge alskens bifortjeneste, kan du vel tænke dig, og arbejde 1.utg: 24
både tidligt og sent. Men det tålte han ikke, og så blev han så dødelig syg. Så erklærte lægerne det for nødvendigt, at han kom ned til syden.
HIS: 229
FRU LINDE
NORA
FRU LINDE
Det kan jeg nok tænke mig.
FRU LINDE
Ja, men i slige tilfælde er det ialfald en stor lykke, at man har dem.
NORA
Ja jeg skal sige dig, vi fik dem nu af pappa.
FRU LINDE
Nå sådan. Det var netop på den tid din fader døde, tror jeg.
Ja, Kristine, det var netop da. Og tænk dig, jeg kunde ikke rejse til ham og pleje ham. Jeg gik jo her og vented daglig, at lille Ivar skulde komme til verden. Og så havde jeg jo min stakkers dødssyge Torvald at passe. Min kære snille pappa! Jeg fik aldrig se ham mere, Kristine. Å, det er det tungeste, jeg har oplevet, siden jeg blev gift.
tungeste, jeg har oplevet, siden jeg blev gift.
HIS: 230
FRU LINDE
Jeg ved, du holdt meget af ham. Men så rejste I altså til Italien?
NORA
Ja; da havde vi jo pengene; og lægerne skyndte på os. Så rejste vi en måneds tid efter.
FRU LINDE
Og din mand kom aldeles helbredet tilbage?
NORA
Frisk som en fisk!
FRU LINDE
Men – doktoren?
NORA
Hvorledes?
FRU LINDE
Jeg synes, pigen sagde det var doktoren, den herre, som kom på samme tid som jeg.
Ja, det var doktor Rank; men han kommer ikke i sygebesøg; det er vor nærmeste ven, og han ser her indom mindst engang om dagen. Nej, Torvald har aldrig havt en syg time siden. Og børnene er friske og vred på mig! – Sig mig, er det
HU: 283
sunde, og jeg også. (springer op og klapper i hænderne) Å Gud, å Gud, Kristine, det er dog vidunderlig dejligt at leve og være lykkelig! – – Å, men det er dog afskyligt af mig –; jeg taler jo bare om mine egne sager. (sætter sig på en skammel tæt ved hende og lægger armene på hendes knæ) Å, du må ikke være vred på mig! – Sig mig, er det HIS: 231
virkelig sandt, at du ikke holdt af din mand? Hvorfor tog du ham da?
FRU LINDE
Min moder leved endnu; og hun var sengeliggende og hjælpeløs. Og så havde jeg mine to yngre brødre at sørge for. Jeg syntes ikke det var forsvarligt at vise hans tilbud tilbage.
NORA
Nej, nej, det kan du have ret i. Han var altså rig dengang?
FRU LINDE
Han var ganske velstående, tror jeg. Men det var usikre forretninger, Nora. Da han døde, gik det hele overstyr og der blev ingenting tilovers.
NORA
Og så –?
Ja, så måtte jeg
slå mig igennem med en liden handel og en liden skole og hvad jeg ellers kunde finde på. De sidste tre år har været som en eneste lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu er den tilende, Nora. Min stakkers moder behøver mig ikke mere, for hun er gået bort. Og gutterne heller ikke; de er nu kommet i stillinger og kan sørge for sig selv.
slå mig igennem med en liden handel og en liden skole og hvad jeg ellers kunde finde på. De sidste tre år har været som en eneste lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu er den tilende, Nora. Min stakkers moder behøver mig ikke mere, for hun er gået bort. Og gutterne heller ikke; de er nu kommet i stillinger og kan sørge for sig selv.
NORA
Hvor du må føle dig let –
FRU LINDE
Nej, du; bare så usigelig tom. Ingen at leve for mere. (står urolig op) Derfor holdt jeg det ikke længere ud derborte i den noget kontorarbejde –
HIS: 232
lille afkrog. Her må det dog være lettere at finde noget, som kan lægge beslag på en og optage ens tanker. Kunde jeg bare være så lykkelig at få en fast post, noget kontorarbejde –
NORA
FRU LINDE
går henimod vinduet
Jeg har ingen pappa, som kan forære mig rejsepenge, Nora.
FRU LINDE
hen til hende
Kære Nora, vær ikke du vred på mig. Det er det værste ved en stilling som min, at den afsætter så megen bitterhed i sindet. Man har ingen at arbejde for; og dog nødes man til at være om sig på alle kanter. Leve skal man jo; og så blir man egenkærlig. Da du fortalte mig om den lykkelige forandring i eders stilling – vil du tro det? – jeg glædede mig ikke så meget på dine vegne, som på mine.
nødes man til at være om sig på alle kanter. Leve skal man jo; og så blir man egenkærlig. Da du fortalte mig om den lykkelige forandring i eders stilling – vil du tro det? – jeg glædede mig ikke så meget på dine vegne, som på mine.
NORA
Hvorledes det? Å, jeg forstår dig. Du mener, Torvald kunde kanske gøre noget for dig.
FRU LINDE
Ja, det tænkte jeg mig.
HIS: 233
NORA
FRU LINDE
NORA
Jeg –? Jeg kender så lidet til –?
NORA
kaster på nakken og går henover gulvet
Det skulde du ikke sige så overlegent.
FRU LINDE
Så?
NORA
Du er ligesom de andre. I tror allesammen, at jeg ikke duer til noget rigtig alvorligt –
FRU LINDE
Nå, nå –
NORA
– at jeg ikke har prøvet noget i denne vanskelige verden.
NORA
Du overser mig så ganske, Kristine; men det skulde du ikke gøre. Du er stolt over, at du har arbejdet så tungt og så længe for din moder.
FRU LINDE
NORA
Og du er også stolt, når du tænker på, hvad du har gjort for dine brødre.
FRU LINDE
Det synes jeg, jeg har ret til.
NORA
Det synes jeg også. Men nu skal du høre noget, Kristine. Jeg har også noget at være stolt og glad over.
FRU LINDE
Det tvivler jeg ikke på. Men hvorledes mener du det?
HIS: 235
NORA
NORA
Kom herhen. (drager hende ned på sofaen ved siden af sig) Ja du, – jeg har også noget at være stolt og glad over. Det er mig, som har reddet Torvalds liv.
FRU LINDE
Reddet –? Hvorledes reddet?
NORA
NORA
smiler
Ja, det tror både Torvald og alle andre; men –
NORA
Pappa gav os ikke en skilling. Det var mig, som skaffed pengene tilveje.
HIS: 236
FRU LINDE
Du? Hele den store sum?
FRU LINDE
Men hvor fik du dem da fra?
NORA
nynner og smiler hemmelighedsfuldt
Hm; tra la la la!
FRU LINDE
For låne dem kunde du jo ikke.
NORA
Så? Hvorfor ikke det?
NORA
kaster på nakken
Å, når det er en kone, som har en smule forretningsdygtighed, – en kone, som forstår at bære sig lidt klogt ad, så –
NORA
Det behøver du jo heller ikke. Det er jo slet ikke sagt, at jeg har lånt pengene. Jeg kan jo have fået dem på andre måder. (kaster sig tilbage i sofaen) Jeg kan jo have fået dem af en eller anden beundrer. Når man ser såvidt tiltrækkende ud som jeg –
FRU LINDE
Du er en galning.
NORA
Nu er du visst umådelig nysgærrig, Kristine.
FRU LINDE
Ja hør nu her, kære Nora, – har du ikke der handlet ubesindigt?
NORA
sidder atter oprejst
Er det ubesindigt at redde sin mands liv?
FRU LINDE
Jeg synes det er ubesindigt, at du uden hans vidende –
Men han måtte jo netop ikke vide noget! Herregud, kan du ikke forstå det? Han måtte ikke engang vide, hvor farligt det stod til med ham. Det var til mig lægerne kom og sagde, at hans liv stod i fare; at intet andet kunde jeg gjorde udvej –
1.utg: 34
redde ham, end et ophold i syden. Tror du ikke, jeg først forsøgte at lirke mig frem? Jeg talte til ham om, hvor dejligt det vilde være for mig at få rejse til udlandet ligesom andre unge koner; jeg både HIS: 238
græd og jeg bad; jeg sagde, at han værs’god skulde huske på de omstændigheder, jeg var i, og at han måtte være snil og føje mig; og så slog jeg på, at han gerne kunde optage et lån. Men da blev han næsten vred, Kristine. Han sagde, at jeg var letsindig, og at det var hans pligt som ægtemand ikke at føje mig i nykker og luner – som jeg tror han kaldte det. Ja ja, tænkte jeg, reddes må du nu; og så var det jeg gjorde udvej –
FRU LINDE
Og fik din mand ikke vide af din fader, at pengene ikke kom fra ham?
NORA
Nej, aldrig. Pappa døde netop i de samme dage. Jeg havde tænkt at indvie ham i sagen og bede ham, ikke røbe noget. Men da han lå så syg –. Desværre, det blev ikke nødvendigt.
FRU LINDE
Og har du aldrig siden betroet dig til din mand?
NORA
Nej, for himlens skyld, hvor kan du tænke det? Han, som er så stræng i det stykke! Og
i det stykke! Og 1.utg: 35
desuden – Torvald med sin mandige selvfølelse, – hvor pinligt og ydmygende vilde det ikke være for ham at vide, at han skyldte mig noget. Det vilde ganske forrykke forholdet imellem os; vort skønne lykkelige hjem vilde ikke længer blive, hvad det nu er.
FRU LINDE
Vil du aldrig sige ham det?
HIS: 239
NORA
eftertænksom, halvt smilende
Jo – engang kanske; forklæder mig og deklamerer. Da kunde det være godt at have noget i baghånden – (afbrydende) Vås, vås, vås! Den tid kommer aldrig. – Nå, hvad siger du så til min store hemmelighed, Kristine? Duer ikke jeg også til noget? – Du kan forresten tro, at den sag har voldt mig mange bekymringer. Det har sandelig ikke været let for mig at opfylde mine forpligtelser til rette tid. Jeg skal sige dig, der er i forretningsverdenen noget, som kaldes kvartalsrenter, og noget, som kaldes afdrag; og de er altid så forfærdelig vanskelige at skaffe tilveje. Så har jeg måttet spare lidt hist og her, hvor jeg kunde, ser du. Af husholdningspengene kunde jeg jo ikke lægge noget videre tilside, for Tor
HU: 288
– om mange år, når jeg ikke længer er så smuk som nu. Du skal ikke le af det! Jeg mener naturligvis: når Torvald ikke længer synes så godt om mig som nu; når han ikke længer finder fornøjelse i, at jeg danser for ham og forklæder mig og deklamerer. Da kunde det være godt at have noget i baghånden – (afbrydende) Vås, vås, vås! Den tid kommer aldrig. – Nå, hvad siger du så til min store hemmelighed, Kristine? Duer ikke jeg også til noget? – Du kan forresten tro, at den sag har voldt mig mange bekymringer. Det har sandelig ikke været let for mig at opfylde mine forpligtelser til rette tid. Jeg skal sige dig, der er i forretningsverdenen noget, som kaldes kvartalsrenter, og noget, som kaldes afdrag; og de er altid så forfærdelig vanskelige at skaffe tilveje. Så har jeg måttet spare lidt hist og her, hvor jeg kunde, ser du. Af husholdningspengene kunde jeg jo ikke lægge noget videre tilside, for Tor1.utg: 36
vald måtte jo leve godt. Børnene kunde jeg jo ikke lade gå dårligt klædt; hvad jeg fik til dem syntes jeg, jeg måtte bruge altsammen. De søde velsignede små!
NORA
Ja naturligvis. Jeg var jo også den, som var nærmest til det. Hvergang Torvald gav mig penge til nye kjoler og sådant noget, brugte jeg aldrig mere end det halve; købte altid de simpleste og billigste sorter. En Guds lykke var det, at alting klæder mig så godt, så Torvald ikke mærked det. Men det faldt mig mangengang tungt, Kristine; for det er dog dejligt at gå fint klædt. Ikke sandt?
simpleste og billigste sorter. En Guds lykke var det, at alting klæder mig så godt, så Torvald ikke mærked det. Men det faldt mig mangengang tungt, Kristine; for det er dog dejligt at gå fint klædt. Ikke sandt?
HIS: 240
FRU LINDE
Å jo såmæn.
NORA
Nå, så har jeg jo også havt andre indtægtskilder. Ifjor vinter var jeg så heldig at få en hel del arkskrift. Så lukked jeg mig inde og sad og skrev hver fortjene penge. Det var næsten, som om jeg var en mand.
arkskrift. Så lukked jeg mig inde og sad og skrev hver HU: 289
aften til langt ud på natten. Ak, jeg var mangengang så træt, så træt. Men det var dog uhyre morsomt alligevel, således at sidde og arbejde og fortjene penge. Det var næsten, som om jeg var en mand.
NORA
Ja, det kan jeg ikke sige så nøje. Sådanne forretninger, ser du, er det meget vanskeligt at holde rede på. Jeg ved kun, at jeg har betalt alt, hvad jeg har kunnet skrabe sammen. Mangengang har jeg ikke vidst mine arme råd. (smiler) Da sad jeg her og forestilled mig, at en gammel rig herre var bleven forelsket i mig –
ikke vidst mine arme råd. (smiler) Da sad jeg her og forestilled mig, at en gammel rig herre var bleven forelsket i mig –
FRU LINDE
Hvad! Hvilken herre?
NORA
FRU LINDE
Men kære Nora, – hvad var det for en herre?
HIS: 241
NORA
Herregud, kan du ikke forstå det? Den gamle herre var jo slet ikke til; det var bare noget, jeg sad her og tænkte op igen og op igen, når jeg ikke vidste nogen udvej til at skaffe penge. Men det kan også være det samme; det gamle kedelige menneske kan bli for mig hvor han er; stor blå luft. Så kan vi kanske få rejse lidt. Jeg kan kanske få se havet igen. Å ja, ja, det er rigtignok vidunderligt at leve og være lykkelig!
op igen og op igen, når jeg ikke vidste nogen udvej til at skaffe penge. Men det kan også være det samme; det gamle kedelige menneske kan bli for mig hvor han er; 1.utg: 38
jeg bryr mig hverken om ham eller hans testament, for nu er jeg sorgløs. (springer op) Å Gud, det er dog dejligt at tænke på, Kristine! Sorgløs! At kunne være sorgløs, ganske sorgløs; at kunne lege og tumle sig med børnene; at kunne have det smukt og nydeligt i huset, alting således, som Torvald sætter pris på det! Og tænk, så kommer snart våren med stor blå luft. Så kan vi kanske få rejse lidt. Jeg kan kanske få se havet igen. Å ja, ja, det er rigtignok vidunderligt at leve og være lykkelig!
FRU LINDE
rejser sig
Det ringer; det er kanske bedst jeg går.
NORA
Nej, bliv du; her kommer visst ingen; det er vel til Torvald –
STUEPIGEN
i forstuedøren
Om forladelse, frue, – her er en herre, som vil tale med advokaten –
NORA
Med bankdirektøren, mener du.
STUEPIGEN
Ja, med bankdirektøren; men jeg vidste ikke – siden doktoren er derinde –
SAGFØRER KROGSTAD
i forstuedøren
Det er mig, frue.
Fru Linde studser, farer sammen og vender sig mod vinduet.
KROGSTAD
NORA
Det er altså –
KROGSTAD
Bare tørre forretninger, frue; slet ikke noget andet.
NORA
Ja, vil De da være så god at gå ind kontordøren. (hilser ligegyldigt, idet hun lukker døren til forstuen; derpå går hun hen og ser til ovnen)
FRU LINDE
Nora, – hvem var den mand?
HIS: 243
FRU LINDE
Det var altså virkelig ham.
FRU LINDE
NORA
Ja, det var han jo.
FRU LINDE
Hvor han var forandret.
NORA
Han har nok været meget ulykkeligt gift.
FRU LINDE
Nu er han jo enkemand?
Hun lukker ovnsdøren og flytter gyngestolen lidt tilside.
FRU LINDE
Han driver jo mange slags forretninger, siges der?
NORA
HIS: 244
Doktor Rank kommer fra Helmers værelse.
DOKTOR RANK
endnu i døren
NORA
Nej, på ingen måde. (forestiller) Doktor Rank. Fru Linde.
RANK
FRU LINDE
Egentlig mere overanstrængt.
RANK
Ikke andet? Så er De vel kommen til byen for at hvile Dem ud i alle gæstebudene?
FRU LINDE
Jeg er kommen hid for at søge arbejde.
HIS: 245
FRU LINDE
RANK
Ja, det er jo en almindelig mening, at det skal være så nødvendigt.
NORA
Å ved De hvad, doktor Rank, – De vil såmæn også gerne leve.
RANK
FRU LINDE
dæmpet
Ah!
NORA
Hvem mener De?
RANK
NORA
Så? Hvad var det da han vilde tale med Torvald om?
HIS: 246
RANK
Jeg ved sandelig ikke; jeg hørte blot, det var noget om Aktiebanken.
NORA
Jeg vidste ikke, at Krog – at denne sagfører Krogstad havde noget med Aktiebanken at gøre.
RANK
Jo, han har fået et slags ansættelse dernede. (til fru Linde) Jeg ved ikke, om man også borte på Deres kanter har et slags mennesker, som vimser hæsblæsende omkring for at opsnuse moralsk råddenskab og så få vedkommende indlagt til observation i en eller anden fordelagtig stilling. De sunde må pent finde sig i at stå udenfor.
FRU LINDE
Det er dog vel også de syge, som mest trænger til at lukkes ind.
RANK
trækker på skuldrene
Ja, der har vi det. Det er den betragtning, som gør samfundet til et sygehus.
Nora, i sine egne tanker, brister ud i en halvhøj latter og klapper i hænderne.
NORA
Hvad bryr jeg mig om det kedelige samfund? Jeg lo af noget ganske andet, – noget uhyre morsomt. – Sig mig, doktor Rank,
HIS: 247
– alle de, som er ansatte i Aktiebanken blir altså nu afhængige af Torvald?
RANK
Er det det, De finder så uhyre morsomt?
RANK
Se, se; makroner. Jeg trode det var forbudne varer her.
NORA
Ja, men disse er nogen, som Kristine gav mig.
FRU LINDE
Hvad? Jeg –?
Nå, nå, nå; bliv ikke forskrækket. Du kunde jo ikke vide, at Torvald havde forbudt det. Jeg skal sige dig, han er bange jeg skal få stygge tænder af dem. Men pyt, – for engangs skyld –! Ikke sandt, doktor Rank? Vær så god! (putter ham en makron i munden) Og du også, Kristine. Og jeg skal også have en; bare en liden en – eller højst to. (spadserer igen) Ja nu er jeg rigtignok umådelig lykkelig. Nu er der bare en eneste ting i verden, som jeg skulde have en sådan umådelig lyst til.
HIS: 248
RANK
Nå? Og hvad er det?
NORA
Der er noget, som jeg havde en så umådelig lyst til at sige så Torvald hørte på det.
RANK
Og hvorfor kan De så ikke sige det?
NORA
Nej, det tør jeg ikke, for det er så stygt.
FRU LINDE
Stygt?
RANK
FRU LINDE
Men bevares, Nora –!
RANK
Sig det. Der er han.
HIS: 249
NORA
gemmer makronposen
Hys, hys, hys!
HELMER
Ja, nu gik han.
HELMER
Kristine –? Om forladelse, men jeg ved ikke –
NORA
Fru Linde, kære Torvald; fru Kristine Linde.
NORA
Og tænk, nu har hun gjort den lange rejse herind for at få tale med dig.
HIS: 250
HELMER
FRU LINDE
Ja ikke egentlig –
NORA
Kristine er nemlig så umådelig flink i kontorarbejde, og så har hun en sådan uhyre lyst til at komme under en dygtig mands ledelse og lære mere, end det hun alt kan –
HELMER
Meget fornuftigt, frue.
NORA
FRU LINDE
Ja.
HIS: 251
HELMER
Nå, da er det højst rimeligt, at jeg kan skaffe Dem en ansættelse –
NORA
klapper i hænderne
Ser du; ser du!
HELMER
De er kommen i et heldigt øjeblik, frue –
FRU LINDE
Å, hvorledes skal jeg takke Dem –?
NORA
Bliv ikke længe ude, kære Torvald.
NORA
Går du også, Kristine?
FRU LINDE
tager ydertøjet på
Ja, nu må jeg ud og se mig om efter et værelse.
HIS: 252
HELMER
Så går vi kanske ned over gaden sammen.
FRU LINDE
Å, hvad tænker du på! Farvel, kære Nora, og tak for alt.
NORA
Farvel sålænge. Ja, iaften kommer du naturligvis igen. Og De også, doktor Rank. Hvad? Om De blir så bra’? Å jo såmæn gør De så; pak Dem bare godt ind.
Man går under almindelig samtale ud i entréen. Der høres børnestemmer udenfor på trappen.
NORA
Der er de! Der er de!
Hun løber hen og lukker op. Barnepigen Anne-Marie kommer med børnene.
NORA
HIS: 253
HELMER
Kom, fru Linde; nu blir her ikke udholdeligt for andre end mødre.
Doktor Rank, Helmer og fru Linde går nedover trapperne. Barnepigen går ind i stuen med børnene, Nora ligeledes, idet hun lukker døren til forstuen.
NORA
Hvor friske og kække I ser ud. Nej, for røde kinder I har fået! Som æbler og roser. (børnene taler i jeg vil selv klæde dem af, Anne-Marie. Å jo, lad mig få lov; det er så morsomt. Gå ind så længe; du ser så forfrossen ud. Der står varm kaffe til dig på ovnen.
HU: 296
munden på hende under det følgende) Har I moret jer så godt? Det var jo prægtigt. Ja så; du har trukket både Emmy og Bob på kælken? Nej tænk, på engang! Ja, du er en flink gut, Ivar. Å, lad mig holde hende lidt, Anne-Marie. Mit søde lille dukkebarn! (tager den mindste fra barnepigen og danser med hende) Ja, ja, mamma skal danse med Bob også. Hvad? Har I kastet snebold? Å, der skulde jeg have været med! Nej, ikke det; jeg vil selv klæde dem af, Anne-Marie. Å jo, lad mig få lov; det er så morsomt. Gå ind så længe; du ser så forfrossen ud. Der står varm kaffe til dig på ovnen.Barnepigen går ind i værelset tilvenstre. Nora tager børnenes ydertøj af og kaster det omkring, idet hun lar dem fortælle i munden på hverandre.
Ja så? Så der var en stor hund, som løb efter jer? Men den bed ikke? Nej, hundene bider ikke små dejlige dukkebørn. Ikke se i pakkerne, Ivar! Hvad det er? Ja, det skulde I bare vide. Å nej, nej; det er noget fælt noget. Så? Skal vi lege? Hvad skal vi lege? Gemmespil. Ja lad os lege gemmespil. Bob skal gemme sig først. Skal jeg? Ja, lad mig gemme mig først.
Gemmespil. Ja lad os lege gemmespil. Bob skal gemme sig først. Skal jeg? Ja, lad mig gemme mig først.
tæppet op, ser hende. Stormende jubel. Hun kryber frem som for at skræmme dem. Ny jubel. Det har imidlertid banket på indgangsdøren; ingen har lagt mærke til det. Nu åbnes døren halvt og sagfører Krogstad kommer tilsyne; han venter lidt; legen fortsættes.
HIS: 254
Hun og børnene leger under latter og jubel i stuen og i det tilstødende værelse til højre. Tilsidst gemmer Nora sig under bordet; børnene kommer stormende ind, søger, men kan ikke finde hende, hører hendes dæmpede latter, styrter hen til bordet, løfter tæppet op, ser hende. Stormende jubel. Hun kryber frem som for at skræmme dem. Ny jubel. Det har imidlertid banket på indgangsdøren; ingen har lagt mærke til det. Nu åbnes døren halvt og sagfører Krogstad kommer tilsyne; han venter lidt; legen fortsættes.
KROGSTAD
Om forladelse, fru Helmer –
NORA
med et dæmpet skrig, vender sig og springer halvt ivejret
Ah! Hvad vil De?
NORA
rejser sig
Min mand er ikke hjemme, herr Krogstad.
KROGSTAD
Jeg ved det.
HIS: 255
NORA
Hun fører børnene ind i værelset tilvenstre og lukker døren efter dem.
NORA
urolig, spændt
De vil tale med mig?
KROGSTAD
Ja, jeg vil det.
KROGSTAD
Nej, vi har julaften. Det vil komme an på Dem selv, hvad juleglæde De får.
NORA
Hvad er det, De vil? Jeg kan aldeles ikke idag –
KROGSTAD
Det skal vi indtil videre ikke snakke om. Det er noget andet. De har dog vel tid et øjeblik?
HIS: 256
NORA
Ja vel.
KROGSTAD
– med en dame.
NORA
Og hvad så?
NORA
Jo.
KROGSTAD
Netop kommen til byen?
NORA
Ja, idag.
KROGSTAD
Hun er jo en god veninde af Dem?
NORA
Jo, det er hun. Men jeg indser ikke –
KROGSTAD
Jeg har også kendt hende engang.
HIS: 257
KROGSTAD
NORA
KROGSTAD
Jeg havde altså lagt rigtig sammen.
NORA
går op og ned ad gulvet
KROGSTAD
– som har indflydelse?
NORA
Ja netop.
HIS: 258
NORA
Hvad nu? Hvad mener De?
KROGSTAD
Vil De være så god at sørge for, at jeg beholder min underordnede stilling i banken.
NORA
Hvad skal det sige? Hvem tænker på at tage Deres stilling fra Dem?
KROGSTAD
NORA
Men jeg forsikrer Dem –
KROGSTAD
Ja, ja, ja, kort og godt: det er endnu tid og jeg råder Dem, at De anvender Deres indflydelse for at forhindre det.
NORA
Men, herr Krogstad, jeg har aldeles ingen indflydelse.
NORA
Det var naturligvis ikke således at forstå. Jeg! Hvor kan De tro, at jeg har nogen sådan indflydelse på min mand?
Å, jeg kender Deres mand fra studenterdagene. Jeg tænker ikke herr bankdirektøren er fastere, end andre ægtemænd.
NORA
Taler De ringeagtende om min mand, så viser jeg Dem døren.
KROGSTAD
Fruen er modig.
KROGSTAD
mere behersket
Hør mig nu, frue. Hvis det blir nødvendigt, så kommer jeg til at kæmpe ligesom på livet, for at beholde min lille post i banken.
NORA
Ja, det lader virkelig til.
NORA
Jeg tror, jeg har hørt om noget sådant.
HIS: 260
KROGSTAD
Sagen kom ikke for retten; men alle veje blev ligesom stængte for mig med det samme. Så slog jeg ind på de forretninger, som De jo ved. Noget måtte jeg jo gribe til; og jeg tør sige, jeg har ikke været blandt de værste. Men nu må jeg ud af alt dette. Mine sønner vokser til; for deres skyld må jeg se at skaffe mig tilbage så megen borgerlig agtelse, som muligt. Denne post i banken var ligesom det første trappetrin for mig. Og nu vil Deres mand sparke mig væk fra trappen, så jeg kommer til at stå nede i sølen igen.
NORA
Men for Guds skyld, herr Krogstad, det står aldeles ikke i min magt at hjælpe Dem.
KROGSTAD
Det er fordi De ikke har vilje til det; men jeg har midler til at tvinge Dem.
KROGSTAD
Hm; hvis jeg nu fortalte ham det?
NORA
HIS: 261
KROGSTAD
Bare ubehageligheder?
NORA
hæftigt
Men gør De det kun; det blir værst for Dem selv; for da får min mand rigtig se, hvilket slet menneske De er, og da får De nu aldeles ikke beholde posten.
KROGSTAD
Jeg spurgte, om det bare var huslige ubehageligheder, De var bange for?
NORA
Får min mand det at vide, så vil han naturligvis straks betale, hvad der står til rest; og så har vi ikke mere med Dem at skaffe.
Hør, fru Helmer; – enten har De ikke nogen stærk hukommelse, eller også har De ikke videre skøn på forretninger. Jeg får nok sætte Dem lidt grundigere ind i sagen.
NORA
Hvorledes det?
NORA
Jeg vidste ingen anden.
KROGSTAD
Jeg loved da at skaffe Dem beløbet –
HIS: 262
NORA
De skaffed det jo også.
KROGSTAD
Jeg loved at skaffe Dem beløbet på visse betingelser. De var dengang så optagen af Deres mands sygdom, og så ivrig for at få rejsepenge, at jeg tror, De ikke havde videre tanke for alle biomstændighederne. Det er derfor ikke afvejen at minde Dem om dette. Nå; jeg loved at skaffe Dem pengene mod et gældsbevis, som jeg affatted.
optagen af Deres mands sygdom, og så ivrig for at få rejsepenge, at jeg tror, De ikke havde videre tanke for alle biomstændighederne. Det er derfor ikke afvejen at minde Dem om dette. Nå; jeg loved at skaffe Dem pengene mod et gældsbevis, som jeg affatted.
NORA
Skulde –? Han underskrev jo.
KROGSTAD
NORA
Ja jeg tror nok –
KROGSTAD
Jeg overgav Dem derpå gældsbeviset, for at De skulde sende det i posten til Deres fader. Var det ikke så?
HIS: 263
NORA
Jo.
KROGSTAD
Og det gjorde De naturligvis også straks; for allerede en fem–sex dage efter bragte De mig beviset med Deres faders underskrift. Så fik De da beløbet udbetalt.
NORA
Nu ja; har jeg ikke afbetalt ordentligt?
KROGSTAD
NORA
Ja det var det.
KROGSTAD
Deres fader lå nok meget syg, tror jeg.
NORA
Han lå på sit yderste.
KROGSTAD
Døde nok kort efter?
NORA
Ja.
KROGSTAD
Sig mig, fru Helmer, skulde De tilfældigvis huske Deres faders dødsdag? Hvad dag i måneden, mener jeg.
HIS: 264
NORA
Pappa døde den 29. September.
KROGSTAD
NORA
Hvilken besynderlighed? Jeg ved ikke –
Det er den besynderlighed, frue, at Deres fader har underskrevet dette gældsbevis tre dage efter sin død.
NORA
Hvorledes? Jeg forstår ikke –
KROGSTAD
Deres fader døde den 29. September. Men se her. Her har Deres fader dateret sin underskrift den 2. Oktober. Er ikke det besynderligt, frue?
Nora tier.
KROGSTAD
Kan De forklare mig det?
Nora tier fremdeles.
KROGSTAD
Påfaldende er det også, at ordene 2. Oktober og årstallet ikke er skrevet med Deres faders håndskrift, men med en håndskrift, på måfå her, forinden man endnu vidste om dødsfaldet. Der er ikke noget ondt i det. Det er navnets underskrift, det kommer an på. Og den er jo ægte, fru Helmer? Det er jo virkelig Deres fader, som selv har skrevet sit navn her?
HIS: 265
som jeg synes jeg skulde kende. Nå, det lar sig jo forklare; Deres fader kan have glemt at datere sin underskrift, og så har en eller anden gjort det på måfå her, forinden man endnu vidste om dødsfaldet. Der er ikke noget ondt i det. Det er navnets underskrift, det kommer an på. Og den er jo ægte, fru Helmer? Det er jo virkelig Deres fader, som selv har skrevet sit navn her?
KROGSTAD
Hør, frue, – ved De vel, at dette er en farlig tilståelse?
NORA
Hvorfor det? De skal snart få Deres penge.
NORA
Det var umuligt. Pappa lå jo syg. Hvis jeg skulde have bedt om hans underskrift, så måtte jeg også sagt ham, hvad pengene skulde bruges til. Men jeg kunde jo ikke sige ham, så syg som han var, at min mands liv stod i fare. Det var jo umuligt.
HIS: 266
NORA
Nej, det var umuligt. Den rejse skulde jo redde min mands liv. Den kunde jeg ikke opgive.
NORA
Det kunde jeg aldeles ikke tage noget hensyn til. Jeg brød mig slet ikke om Dem. Jeg kunde ikke udstå Dem for alle de kolde vanskeligheder, De gjorde, skønt De vidste, hvor farligt det stod til med min mand.
KROGSTAD
Fru Helmer, De har åbenbart ikke nogen klar forestilling om, hvad det egentlig er for noget, De har gjort Dem skyldig i. Men jeg kan fortælle Dem, at det var hverken noget mere eller noget værre, det, jeg engang begik, og som ødelagde hele min borgerlige stilling.
NORA
De? Vil De bilde mig ind, at De skulde have foretaget Dem noget modigt for at redde Deres hustrus liv?
KROGSTAD
Lovene spørger ikke om bevæggrunde.
NORA
Da må det være nogen meget dårlige love.
Det tror jeg aldeles ikke. En datter skulde ikke have ret til at skåne sin gamle dødssyge fader for ængstelser og bekymringer? Skulde ikke en hustru have ret til at redde sin mands liv? Jeg kender ikke lovene så nøje; men jeg er viss på, at der må stå etsteds i dem, at sådant er tilladt. Og det ved ikke De besked om, De, som er sagfører? De må være en dårlig jurist, herr Krogstad.
KROGSTAD
Han hilser og går ud gennem forstuen.
NORA
en stund eftertænksom; kaster med nakken
Å hvad! – At ville gøre mig bange! Så enfoldig er jeg da ikke. (giver sig ifærd med at lægge børnenes tøj sammen; holder snart op) Men –? – – Nej, men det er jo umuligt! Jeg gjorde det jo af kærlighed.
BØRNENE
i døren tilvenstre
Mamma, nu gik den fremmede mand ud igennem porten.
Ja, ja, jeg ved det. Men tal ikke til nogen om den fremmede mand. Hører I det? Ikke til pappa heller!
HIS: 268
BØRNENE
Nej, mamma; men vil du så lege igen?
NORA
Nej, nej; ikke nu.
BØRNENE
Å men, mamma, du loved det jo.
NORA
Ja, men jeg kan ikke nu. Gå ind; jeg har så meget at gøre. Gå ind; gå ind, kære søde børn.
Nej! (kaster broderiet, rejser sig, går til forstuedøren og råber ud) Helene! Lad mig få træet ind. (går til bordet tilvenstre og åbner bordskuffen; standser atter) Nej, men det er jo aldeles umuligt!
STUEPIGEN
med grantræet
Hvor skal jeg sætte det, frue?
NORA
Der; midt på gulvet.
STUEPIGEN
Skal jeg ellers hente noget?
Pigen, der har sat træet fra sig, går ud igen.
NORA
ifærd med at pynte juletræet
NORA
Ah, – kommer du alt igen?
HELMER
Ja. Har her været nogen?
NORA
Her? Nej.
HELMER
Det var besynderligt. Jeg så Krogstad gå ud af porten.
NORA
Så? Å ja, det er sandt, Krogstad var her et øjeblik.
HELMER
Nora, jeg kan se det på dig, han har været her og bedt dig lægge et godt ord ind for ham.
HIS: 270
NORA
Ja.
Og det skulde du gøre ligesom af egen drift? Du skulde fortie for mig, at han havde været her. Bad han ikke om det også?
NORA
Jo, Torvald; men –
HELMER
Nora, Nora, og det kunde du indlade dig på? Føre samtale med et sligt menneske, og give ham løfte på noget! Og så ovenikøbet sige mig en usandhed!
NORA
En usandhed –?
HELMER
Sagde du ikke, at her ingen havde været? (truer med fingeren) Det må aldrig min lille sangfugl gøre mere. En sangfugl må have rent næb at kviddre med; aldrig falske toner. (tager hende om livet) Er det ikke så det skal være? Jo, det vidste jeg nok. (slipper hende) Og så ikke mere om det. (sætter sig foran ovnen) Ah, hvor her er lunt og hyggeligt. (blader lidt i sine papirer)
NORA
beskæftiget med juletræet, efter et kort ophold
Torvald!
HELMER
Ja.
HELMER
Og jeg er umådelig nysgærrig efter at se, hvad du vil overraske mig med.
NORA
Ak, det dumme indfald.
HELMER
Nå?
HELMER
Er lille Nora kommen til den erkendelse?
NORA
bag hans stol, med armene på stolryggen
Har du meget travlt, Torvald?
HELMER
Å –
NORA
Hvad er det for papirer?
HIS: 272
HELMER
Banksager.
NORA
Allerede?
NORA
Det var altså derfor, at denne stakkers Krogstad –
HELMER
Hm.
NORA
fremdeles lænet til stolryggen, purrer langsomt i hans nakkehår
Hvis du ikke havde havt så travlt, vilde jeg have bedt dig om en umådelig stor tjeneste, Torvald.
HELMER
Lad mig høre. Hvad skulde det være?
NORA
HELMER
Aha, er den lille egensindige ude og søger en redningsmand?
HELMER
Godt, godt; jeg skal tænke på sagen; vi skal nok finde på råd.
NORA
NORA
Kan han ikke have gjort det af nød?
HELMER
Jo, eller, som så mange, i ubesindighed. Jeg er ikke så hjerteløs, at jeg ubetinget skulde fordømme en mand for en sådan enkeltstående handlings skyld.
NORA
Nej, ikke sandt, Torvald!
HIS: 274
HELMER
Men den vej gik nu ikke Krogstad; han hjalp sig igennem ved kneb og kunstgreb; og det er dette, som moralsk har nedbrudt ham.
NORA
Tror du, at det skulde –?
HELMER
Tænk dig blot, hvorledes et sådant skyldbevidst menneske må lyve og hykle og forstille sig til alle sider, må gå med maske på ligeover for sine allernærmeste, ja ligeover for sin egen hustru og sine egne børn. Og dette med børnene, det er just det forfærdeligste, Nora.
NORA
Hvorfor?
HELMER
NORA
nærmere bag ham
Er du viss på det?
HELMER
HIS: 275
NORA
Hvorfor just – mødre?
HELMER
Det skriver sig hyppigst fra mødrene; men fædre virker naturligvis i samme retning; det ved enhver sagfører meget godt. Og dog har denne Krogstad gået derhjemme i hele år og forgiftet sine egne forkommen. (strækker hænderne ud imod hende) Derfor skal min søde lille Nora love mig ikke at tale hans sag. Din hånd på det. Nå, nå, hvad er det? Ræk mig hånden. Se så. Afgjort altså. Jeg forsikrer dig, det vilde været mig umuligt at arbejde sammen med ham; jeg føler bogstavelig et legemligt ildebefindende i slige menneskers nærhed.
i hele år og forgiftet sine egne HU: 308
børn i løgn og forstillelse; det er derfor jeg kalder ham moralsk forkommen. (strækker hænderne ud imod hende) Derfor skal min søde lille Nora love mig ikke at tale hans sag. Din hånd på det. Nå, nå, hvad er det? Ræk mig hånden. Se så. Afgjort altså. Jeg forsikrer dig, det vilde været mig umuligt at arbejde sammen med ham; jeg føler bogstavelig et legemligt ildebefindende i slige menneskers nærhed.
NORA
drager hånden til sig og går over på den anden side af juletræet
Hvor varmt her er. Og jeg har så meget at bestille.
HELMER
rejser sig og samler sine papirer sammen
Han går ind i sit værelse og lukker døren efter sig.
HIS: 276
BARNEPIGEN
i døren tilvenstre
NORA
Nej, nej, nej; slip dem ikke ind til mig! Vær hos dem du, Anne-Marie.
BARNEPIGEN
Ja, ja, frue. (lukker døren)
NORA
bleg af rædsel
Fordærve mine små børn –! Forgifte hjemmet? (kort ophold; hun hæver nakken) Dette er ikke sandt. Dette er aldrig i evighed sandt.
Samme stue. Oppe i krogen ved pianofortet står juletræet, plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper. Noras ydertøj ligger på sofaen.
pianofortet står juletræet, plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper. Noras ydertøj ligger på sofaen.Nora, alene i stuen, går urolig omkring; tilsidst standser hun ved sofaen og tager sin kåbe.
NORA
slipper kåben igen
Nu kom der nogen! (mod døren; lytter) Nej, – der er ingen. Naturligvis – der kommer ingen idag, første juledag; – og ikke imorgen heller. – Men kanske – (åbner døren og ser ud) Nej; ingenting i brevkassen; ganske tom. (går fremover gulvet) Å tosseri! Han gør naturligvis ikke alvor af det. Der kan jo ikke ske noget sligt. Det er umuligt. Jeg har jo tre små børn.
Naturligvis – der kommer ingen idag, første juledag; – og ikke imorgen heller. – Men kanske – (åbner døren og ser ud) Nej; ingenting i brevkassen; ganske tom. (går fremover gulvet) Å tosseri! Han gør naturligvis ikke alvor af det. Der kan jo ikke ske noget sligt. Det er umuligt. Jeg har jo tre små børn.Barnepigen, med en stor papæske, kommer fra værelset tilvenstre.
BARNEPIGEN
Jo endelig fandt jeg da æsken med maskeradeklæderne.
BARNEPIGEN
gør så
Men de er nok svært i uorden.
HIS: 278
NORA
Å gid jeg kunde rive dem i hundred tusend stykker!
BARNEPIGEN
Bevares; de kan godt sættes istand; bare lidt tålmodighed.
NORA
Ja, jeg vil gå hen og få fru Linde til at hjælpe mig.
BARNEPIGEN
De stakkers småkryb leger med julegaverne, men –
BARNEPIGEN
De er jo så vant til at ha’e mamma om sig.
NORA
Ja men, Anne-Marie, jeg kan ikke herefter være så meget sammen med dem som før.
NORA
Tror du det? Tror du, de vilde glemme sin mamma, hvis hun var ganske borte?
BARNEPIGEN
Bevares; – ganske borte!
NORA
NORA
Ja men at du vilde det?
BARNEPIGEN
NORA
Men din datter har da visst glemt dig.
HIS: 280
BARNEPIGEN
Du gamle Anne-Marie, du var en god moder for mig, da jeg var liden.
NORA
Og hvis de små ingen anden havde, så ved jeg nok, at du vilde –. Snak, snak, snak. (åbner æsken) Gå ind til dem. Nu må jeg –. Imorgen skal du få se, hvor dejlig jeg skal bli.
BARNEPIGEN
Ja, der blir såmæn ingen på hele ballet så dejlig som fru Nora.
Hun går ind i værelset tilvenstre.
NORA
begynder at pakke ud af æsken, men kaster snart det hele fra sig
Å, hvis jeg turde gå ud. Hvis bare ingen kom. Hvis muffen. Dejlige handsker, dejlige handsker. Slå det hen; slå det hen! En, to, tre, fire, fem, sex – (skriger) Ah, der kommer de – (vil imod døren, men står ubeslutsom)
HU: 311
her bare ikke hændte noget herhjemme imens. Dum snak; der kommer ingen. Bare ikke tænke. Børste af muffen. Dejlige handsker, dejlige handsker. Slå det hen; slå det hen! En, to, tre, fire, fem, sex – (skriger) Ah, der kommer de – (vil imod døren, men står ubeslutsom)
NORA
Å, er det dig, Kristine. Der er vel ingen andre derude? – Hvor det var godt, at du kom.
NORA
NORA
Ja Torvald siger, jeg bør gøre det. Se, her har jeg dragten; den lod Torvald sy til mig dernede; men nu er det altsammen så forrevet, og jeg ved slet ikke –
FRU LINDE
NORA
Å hvor det er snilt af dig.
HIS: 282
FRU LINDE
syr
NORA
rejser sig og går bortover gulvet
Å igår synes jeg ikke her var så hyggeligt, som det plejer. – Du skulde kommet lidt før til byen, Kristine. – Ja, Torvald forstår rigtignok at gøre hjemmet fint og dejligt.
FRU LINDE
NORA
FRU LINDE
lar sytøjet synke
Men kæreste, bedste Nora, hvor får du sligt at vide?
NORA
spadserer
Pyt, – når man har tre børn, så får en undertiden besøg af – af fruer, som er så halvvejs lægekyndige; og de fortæller en jo et og andet.
HIS: 283
NORA
FRU LINDE
Men sig mig du: er den mand fuldt oprigtig? Jeg mener, vil han ikke gerne sige folk behageligheder?
FRU LINDE
Da du igår forestilled mig for ham, forsikred han, at han ofte havde hørt mit navn her i huset; men siden mærked jeg, at din mand slet ikke havde noget begreb om, hvem jeg egentlig var. Hvor kunde så doktor Rank –?
NORA
Jo det er ganske rigtigt, Kristine. Torvald holder jo så ubeskrivelig meget af mig; og derfor vil han eje mig ganske alene, som han siger. I den første tid blev han ligesom skinsyg bare jeg nævnte nogen af de kære mennesker derhjemme. Så lod jeg det naturligvis være. Men med doktor Rank taler jeg tidt om sligt noget; for han vil gerne høre på det, ser du.
NORA
Hvad for noget skulde jeg se at komme ud af?
HIS: 284
FRU LINDE
Både af det ene og af det andet, synes jeg. Igår snakked du noget om en rig beundrer, som skulde skaffe dig penge –
NORA
Ja, en, som ikke er til – desværre. Men hvad så?
FRU LINDE
Har doktor Rank formue?
NORA
Ja det har han.
FRU LINDE
Og ingen at sørge for?
NORA
Nej, ingen; men –?
FRU LINDE
Og han kommer hver dag her i huset?
NORA
Ja, det hører du jo.
NORA
Jeg forstår dig aldeles ikke.
HIS: 285
FRU LINDE
Forstil dig nu ikke, Nora. Tror du ikke jeg skønner, hvem du har lånt de tolv hundrede specier af?
NORA
Er du fra sans og samling? Kan du tænke dig noget sligt! En ven af os, som kommer her hver eneste dag! Hvilken frygtelig pinlig stilling vilde ikke det være?
FRU LINDE
Altså virkelig ikke ham?
NORA
Nej, det forsikrer jeg dig. Det har aldrig et øjeblik kunnet falde mig ind –. Han havde heller ingen penge at låne bort dengang; han arved først bagefter.
FRU LINDE
Nå, det tror jeg var et held for dig, min kære Nora.
NORA
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind at bede doktor Rank –. Forresten er jeg ganske viss på, at dersom jeg bad ham –
HIS: 286
FRU LINDE
Bag din mands ryg?
NORA
Jeg må ud af det andet; det er også bag hans ryg. Jeg må ud af dette her.
FRU LINDE
Ja, ja, det sagde jeg også igår; men –
NORA
går op og ned
En mand kan meget bedre klare sligt noget, end et fruentimmer –
FRU LINDE
Ens egen mand, ja.
NORA
Sniksnak. (standser) Når en betaler alt, hvad en skylder, så får en jo sit gældsbevis tilbage?
NORA
Og kan rive det i hundrede tusend stykker og brænde det op, – det ækle skidne papir!
Nora, du skjuler noget for mig.
HIS: 287
NORA
Kan du se det på mig?
FRU LINDE
Der er hændt dig noget siden igår morges. Nora, hvad er det for noget?
NORA
imod hende
FRU LINDE
samler en del af sagerne sammen
Ja, ja, men jeg går ikke herfra, før vi har talt oprigtigt sammen.
Hun går ind til venstre; i det samme kommer Helmer fra forstuen.
NORA
går ham imøde
Å, hvor jeg har ventet på dig, kære Torvald.
HELMER
Var det sypigen –?
NORA
Nej, det var Kristine; hun hjælper mig at gøre min dragt istand. Du kan tro, jeg skal komme til at tage mig ud.
HELMER
Ja var det ikke et ganske heldigt indfald af mig?
HIS: 288
HELMER
tager hende under hagen
NORA
Og du skal vel arbejde?
HELMER
Ja.
(viser en pakke papirer) Se her. Jeg har været nede i banken – (vil gå ind i sit værelse)
NORA
Torvald.
HELMER
standser
Ja.
HELMER
Hvad så?
NORA
Vilde du så gøre det?
HELMER
Først må jeg naturligvis vide, hvad det er.
Ekornen skulde løbe omkring og gøre spilopper, hvis du vilde være snil og føjelig.
HELMER
Frem med det da.
NORA
Lærkefuglen skulde kvidre i alle stuerne, både højt og lavt –
HELMER
Å hvad, det gør jo lærkefuglen alligevel.
NORA
nærmere
Jo, Torvald, jeg beer dig så bønligt!
NORA
Ja, ja, du må føje mig; du må lade Krogstad få beholde sin post i banken.
HELMER
Min kære Nora, hans post har jeg bestemt for fru Linde.
Ja, det er umådelig snilt af dig; men du kan jo bare afskedige en anden kontorist istedetfor Krogstad.
HELMER
NORA
Det er ikke derfor, Torvald. Det er for din egen skyld. Dette menneske skriver jo i de styggeste aviser; det har du selv sagt. Han kan gøre dig så usigelig meget ondt. Jeg har en sådan dødelig angst for ham –
HELMER
Aha, jeg forstår; det er gamle erindringer, som skræmmer dig op.
NORA
Hvad mener du med det?
HELMER
Du tænker naturligvis på din fader.
NORA
Ja; ja vel. Husk bare på, hvorledes ondskabsfulde mennesker skrev i aviserne om pappa og bagtalte ham så grueligt. Jeg tror, de havde fået ham afsat, hvis ikke departementet havde sendt dig derhen for at se efter, og hvis ikke du havde været så velvillig og så hjælpsom imod ham.
NORA
Å, der er ingen som ved, hvad onde mennesker kan finde på. Nu kunde vi få det så godt, så roligt og lykkeligt her i vort fredelige og sorgløse hjem, – du og jeg og børnene, Torvald! Derfor er det, at jeg beer dig så inderligt –
NORA
Ja hvad så –?
Nej naturligvis; når bare den lille egensindige kunde få sin vilje –. Jeg skulde gå hen og gøre mig latterlig for hele personalet, – bringe folk på den tanke, at jeg var afhængig af alskens fremmede indflydelser? Jo du kan tro, jeg vilde snart komme til at spore følgerne! Og desuden, – der er en omstændighed, som gør Krogstad
1.utg: 90
aldeles umulig i banken, så længe jeg står som direktør.
NORA
Hvad er det for noget?
HIS: 292
HELMER
NORA
Ja, ikke sandt, Torvald?
HELMER
Og jeg hører, han skal være ganske brugbar også. Men han er en ungdomsbekendt af mig. Det er et af disse overilede bekendtskaber, som man så mangen gang senere hen i livet generes af. Ja jeg kan gerne sige dig det lige ud: vi er dus. Og dette taktløse menneske lægger slet ikke skjul på det, når andre er tilstede. Tvertimod, – han tror, at det berettiger ham til en familiær tone imod mig; og så trumfer han hvert øjeblik ud med sit: du, du Helmer. Jeg forsikrer dig, det virker højst pinligt på mig. Han vilde gøre mig min stilling i banken utålelig.
generes af. Ja jeg kan gerne sige dig det lige ud: vi er dus. Og dette taktløse menneske lægger slet ikke skjul på det, når andre er tilstede. Tvertimod, – han tror, at det berettiger ham til en familiær tone imod mig; og så trumfer han hvert øjeblik ud med sit: du, du Helmer. Jeg forsikrer dig, det virker højst pinligt på mig. Han vilde gøre mig min stilling i banken utålelig.
NORA
Torvald, alt dette mener du ikke noget med.
HELMER
Ja så? Hvorfor ikke?
NORA
Nej, for dette her er jo bare smålige hensyn.
NORA
Nej, tvertimod, kære Torvald; og just derfor –
HIS: 293
HELMER
NORA
Hvad vil du?
Stuepigen kommer ind.
HELMER
STUEPIGEN
Godt.
Hun går med brevet.
NORA
åndeløs
Torvald, – hvad var det for et brev?
HIS: 294
NORA
Kald det tilbage, Torvald! Det er endnu tid. Å, Torvald, kald det tilbage! Gør det for min skyld; – for din egen skyld; for børnenes skyld! Hører du, Torvald; gør det! Du ved ikke, hvad dette kan bringe over os alle.
HELMER
For sent.
NORA
Ja, for sent.
HELMER
Kære Nora, jeg tilgiver dig denne angst, som du her går i, skønt den igrunden er en fornærmelse imod mig. Jo, det er! Eller er det kanske ikke en fornærmelse at tro, at jeg skulde være bange for en forkommen vinkelskrivers hævn? Men jeg tilgiver dig det alligevel, fordi det så smukt vidner om din store kærlighed til mig. (tager hende i sine arme) Således skal det være, min egen elskede Nora. Lad så komme, hvad der vil. Når det rigtig gælder, kan du tro, jeg har både mod og kræfter. Du skal se, jeg er mand for at tage alt på mig.
bange for en forkommen vinkelskrivers hævn? Men jeg tilgiver dig det alligevel, fordi det så smukt vidner om din store kærlighed til mig. (tager hende i sine arme) Således skal det være, min egen elskede Nora. Lad så komme, hvad der vil. Når det rigtig gælder, kan du tro, jeg har både mod og kræfter. Du skal se, jeg er mand for at tage alt på mig.
NORA
skrækslagen
Hvad mener du med det?
HELMER
Alt, siger jeg –
HIS: 295
HELMER
Godt; så deler vi, Nora, – som mand og hustru. Det er, som det skal være. (kæler for hende) Er du dueøjne. Det er jo altsammen ikke andet end de tommeste indbildninger. – Nu skulde du spille Tarantellaen igennem og øve dig med tamburinen. Jeg sætter mig i det indre kontor og lukker mellemdøren, så hører jeg ingenting; du kan gøre al den larm du vil. (vender sig i døren) Og når Rank kommer, så sig ham, hvor han kan finde mig.
HU: 319
nu fornøjet? Så, så, så; ikke disse forskræmte dueøjne. Det er jo altsammen ikke andet end de tommeste indbildninger. – Nu skulde du spille Tarantellaen igennem og øve dig med tamburinen. Jeg sætter mig i det indre kontor og lukker mellemdøren, så hører jeg ingenting; du kan gøre al den larm du vil. (vender sig i døren) Og når Rank kommer, så sig ham, hvor han kan finde mig.Han nikker til hende, går med sine papirer ind i sit værelse og lukker efter sig.
Han var istand til at gøre det. Han gør det. Han gør det, trods alt i verden. – Nej, aldrig i evighed dette! Før alt andet! Redning –! En udvej – (det ringer i forstuen) Doktor Rank –! Før alt andet! Før alt, hvad det så skal være!
Hun stryger sig over ansigtet, griber sig sammen og går hen og åbner døren til forstuen. Doktor Rank står derude og hænger sin peltsfrakke op. Under det følgende begynder det at mørkne.
NORA
Goddag, doktor Rank. Jeg kendte Dem på ringningen. Men De skal ikke gå ind til Torvald nu; for jeg tror, han har noget at bestille.
HIS: 296
NORA
idet han går ind i stuen og hun lukker døren efter ham
Å det ved De nok, – for Dem har jeg altid en stund tilovers.
RANK
Tak for det. Det skal jeg gøre brug af så længe jeg kan.
NORA
Hvad mener De med det? Så længe De kan?
RANK
Ja. Forskrækker det Dem?
NORA
Nå, det er et så underligt udtryk. Skulde der da indtræffe noget?
RANK
Der vil indtræffe det, som jeg længe har været forberedt på. Men jeg trode rigtignok ikke, at det skulde komme så snart.
NORA
griber efter hans arm
Hvad er det, De har fået at vide? Doktor Rank, De skal sige mig det!
HIS: 297
RANK
NORA
Å fy, hvor stygt De taler.
RANK
Tingen er også forbandet styg. Men det værste er, at der vil gå så megen anden styghed forud. Der står nu bare en eneste undersøgelse tilbage; når jeg er færdig med den, så ved jeg så omtrent, hvad tid opløsningen begynder. Der er noget, jeg vil sige Dem. Helmer har i sin fine natur en så udpræget modbydelighed mod alt, hvad der er hæsligt. Jeg vil ikke ha’e ham i mit sygeværelse –
NORA
Å men doktor Rank –
RANK
NORA
Nej, idag er De da rent urimelig. Og jeg, som så gerne vilde, at De skulde have været i rigtig godt lune.
HIS: 298
RANK
RANK
NORA
RANK
Især at de skal slå sig på en ulykkelig benrad, som ikke har fået det mindste godt af dem.
HIS: 299
NORA
Ak ja, det er nu det allersørgeligste.
RANK
ser forskende på hende
Hm –
NORA
lidt efter
Hvorfor smilte De?
RANK
Nej, det var Dem, som lo.
NORA
Nej, det var Dem, som smilte, doktor Rank!
NORA
med begge hænder på hans skuldre
Kære, kære doktor Rank, De skal ikke dø fra Torvald og mig.
RANK
Å det savn vilde De såmæn let forvinde. Den, som går bort, glemmes snart.
NORA
ser angst på ham
Tror De det?
HIS: 300
RANK
Man slutter nye forbindelser, og så –
NORA
Hvem slutter nye forbindelser?
RANK
Det vil både De og Helmer gøre, når jeg er væk. De selv er allerede i god gang, synes jeg. Hvad skulde denne fru Linde her igåraftes?
RANK
RANK
Idag også? Ser De vel.
NORA
Bare for at sy på min dragt. Herregud, hvor urimelig De er. (sætter sig på sofaen) Vær nu snil, doktor Rank; imorgen skal De få se, hvor smukt jeg skal danse; og da skal De forestille Dem, at jeg gør det bare for Deres skyld, – ja, og så naturligvis for Torvalds; – det forstår sig. (tager forskellige sager ud af æsken) Doktor Rank; sæt Dem her, så skal jeg vise Dem noget.
HIS: 301
RANK
sætter sig
Hvad er det?
NORA
Se her. Se!
RANK
Silkestrømper.
NORA
RANK
Hm –
RANK
Det kan jeg umuligt ha’e nogen begrundet formening om.
NORA
ser et øjeblik på ham
Fy skam Dem. (slår ham let på øret med strømperne) Det skal De ha’e. (pakker dem atter sammen)
RANK
Og hvad er det så for andre herligheder, jeg skal få se.
HIS: 302
NORA
De får ikke se en smule mere; for De er uskikkelig.
Hun nynner lidt og leder mellem sagerne.
RANK
efter en kort taushed
NORA
smiler
Jo jeg tror nok, at De igrunden hygger Dem ganske godt hos os.
RANK
som før
NORA
Og hvis jeg nu bad Dem om –? Nej –
RANK
Om hvad?
NORA
Om et stort bevis på Deres venskab –
HIS: 303
RANK
Ja, ja?
NORA
Nej jeg mener, – om en umådelig stor tjeneste –
RANK
Vilde De virkelig for en gangs skyld gøre mig så lykkelig?
NORA
Å, De ved jo slet ikke, hvad det er.
RANK
Nu godt; så sig det.
NORA
RANK
Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt, hvad De kan mene. Men så tal dog. Har jeg da ikke Deres fortrolighed?
NORA
Jo det har De som ingen anden. De er min troeste og bedste ven, det ved jeg nok. Derfor vil jeg også sige Dem det. Nu vel da, doktor Rank; der er noget, som De må hjælpe mig at forhindre. De ved, hvor inderligt, hvor ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et øjeblik vilde han betænke sig på at give sit liv hen for min skyld.
hvor inderligt, hvor ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et øjeblik vilde han betænke sig på at give sit liv hen for min skyld.
RANK
bøjet mod hende
Nora, – tror De da, at han er den eneste –?
HIS: 304
NORA
med et let ryk
Som –?
RANK
Som gladelig gav sit liv hen for Deres skyld.
NORA
tungt
Ja så.
NORA
rejser sig; jævnt og roligt
Lad mig slippe frem.
RANK
gør plads for hende, men bliver siddende
Nora –
NORA
i døren til forstuen
Helene, bring lampen ind. – (går hen imod ovnen) Ak, kære doktor Rank, dette her var virkelig stygt af Dem.
RANK
rejser sig
At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt, som nogen anden? Var det stygt?
NORA
Nej, men at De går hen og siger mig det. Det var jo slet ikke nødvendigt –
HIS: 305
RANK
Hvad mener De? Har De da vidst –?
Stuepigen kommer ind med lampen, sætter den på bordet og går ud igen.
RANK
Nora, – fru Helmer –, jeg spør Dem, har De vidst noget?
Å hvad ved jeg, hvad jeg har vidst eller ikke vidst? Jeg kan virkelig ikke sige Dem –. At De kunde være så klodset, doktor Rank! Nu var alting så godt.
RANK
NORA
ser på ham
Efter dette?
RANK
Jeg beer Dem, lad mig få vide hvad det er.
NORA
Ingenting kan De få vide nu.
RANK
Jo, jo. Således må De ikke straffe mig. Lad mig få lov til at gøre for Dem, hvad der står i menneskelig magt.
HIS: 306
NORA
Nu kan De ingenting gøre for mig. – Forresten behøver jeg visst ikke nogen hjælp. De skal se, det er bare indbildninger altsammen. Ja visst er det så. Naturligvis! (sætter sig i gyngestolen, ser på ham, smiler) Jo, De er rigtignok en net herre, doktor Rank. Synes De ikke, De skammer Dem, nu lampen er kommen ind?
en net herre, doktor Rank. Synes De ikke, De skammer Dem, nu lampen er kommen ind?
NORA
Nej, det skal De da rigtignok ikke gøre. De skal naturligvis komme her som før. De ved jo godt, Torvald kan ikke undvære Dem.
RANK
Ja, men De?
RANK
Det er just det, som lokked mig ind på et vildspor. De er mig en gåde. Mangengang har det forekommet mig, at De næsten ligeså gerne vilde være sammen med mig, som med Helmer.
NORA
Ja, ser De, der er jo nogle mennesker, som man holder mest af, og andre mennesker, som man næsten helst vil være sammen med.
HIS: 307
RANK
Å ja, der er noget i det.
NORA
RANK
Aha; det er altså dem, jeg har afløst.
NORA
springer op og hen til ham
Å, kære, snille doktor Rank, det mente jeg jo slet ikke. Men De kan vel skønne, at det er med Torvald ligesom med pappa –
Stuepigen kommer fra forstuen.
STUEPIGEN
Frue! (hvisker og rækker hende et kort)
NORA
kaster et øje på kortet
Ah! (stikker det i lommen)
RANK
Noget galt på færde?
NORA
Nej, nej, på ingen måde; det er bare noget –; det er min nye dragt –
NORA
Å, ja den; men det er en anden; jeg har bestilt den –; Torvald må ikke vide det –
RANK
Vær rolig; han skal ikke slippe fra mig.
Han går ind i Helmers værelse.
NORA
til pigen
Og han står og venter i køkkenet?
NORA
Men sagde du ham ikke, at her var nogen?
STUEPIGEN
Jo, men det hjalp ikke.
NORA
Han vil ikke gå igen?
HIS: 309
STUEPIGEN
Nej, han går ikke, før han får talt med fruen.
NORA
Hun går ud.
NORA
Det forfærdelige sker. Det kommer alligevel. Nej, nej, nej, det kan ikke ske; det skal ikke ske.
Stuepigen åbner forstuedøren for sagfører Krogstad og lukker igen efter ham. Han er klædt i rejsepelts, yderstøvler og skindhue.
rejsepelts, yderstøvler og skindhue.
KROGSTAD
Nå, lad ham det.
NORA
Hvad vil De mig?
KROGSTAD
Få vide besked om noget.
HIS: 310
NORA
Så skynd Dem. Hvad er det?
KROGSTAD
De ved vel, at jeg har fået min opsigelse.
NORA
Jeg kunde ikke forhindre det, herr Krogstad. Jeg har kæmpet til det yderste for Deres sag; men det hjalp ikke noget.
KROGSTAD
Å nej, jeg tænkte det nu heller ikke. Det ligned slet ikke min gode Torvald Helmer at vise så meget mandsmod –
NORA
Herr Krogstad, jeg kræver agtelse for min mand.
KROGSTAD
NORA
Mere, end De nogensinde kunde lære mig.
HIS: 311
KROGSTAD
Ja, slig en dårlig jurist som jeg –
NORA
Hvad er det, De vil mig?
KROGSTAD
NORA
Så vis det; tænk på mine små børn.
KROGSTAD
Har De og Deres mand tænkt på mine? Men det kan nu være det samme. Det var bare det jeg vilde sige Dem, at De ikke behøver at tage denne sag altfor alvorligt. Der vil ikke for det første ske nogen påtale fra min side.
NORA
Å nej; ikke sandt; det vidste jeg nok.
KROGSTAD
Det hele kan jo ordnes i al mindelighed; det behøver slet ikke at komme ud iblandt folk; det blir bare imellem os tre.
NORA
Min mand må aldrig få noget at vide om dette.
HIS: 312
KROGSTAD
Hvorledes vil De kunne forhindre det? Kan De kanske betale, hvad der står til rest?
NORA
Nej, ikke nu straks.
KROGSTAD
NORA
Så forklar mig da, hvad De vil bruge den til.
KROGSTAD
Jeg vil bare beholde den, – ha’e den i mit værge. Der er ingen uvedkommende, som får nys om det. Hvis De derfor skulde gå her med en eller anden fortvivlet beslutning –
NORA
Det gør jeg.
KROGSTAD
– hvis De skulde tænke på at løbe fra hus og hjem –
HIS: 313
NORA
Det gør jeg!
KROGSTAD
– eller De skulde tænke på det, som værre er –
NORA
Hvor kan De vide det?
KROGSTAD
– så lad sligt fare.
KROGSTAD
NORA
toneløst
Jeg ikke heller.
KROGSTAD
lettet
Nej, ikke sandt; De har ikke mod til det, De heller?
NORA
Jeg har det ikke; jeg har det ikke.
KROGSTAD
Det vilde også være en stor dumhed. Når bare den første huslige storm er over –. Jeg har her i lommen brev til Deres mand –
HIS: 314
NORA
Og der står det altsammen?
KROGSTAD
I så skånsomme udtryk, som muligt.
NORA
hurtigt
Det brev må han ikke få. Riv det istykker igen. Jeg vil gøre udvej til penge alligevel.
NORA
Å jeg taler ikke om de penge, jeg skylder Dem. Lad mig få vide, hvor stor en sum De fordrer af min mand, så skal jeg skaffe pengene.
KROGSTAD
Jeg fordrer ingen penge af Deres mand.
NORA
Hvad fordrer De da?
KROGSTAD
Det skal De få vide. Jeg vil påfode, frue; jeg vil tilvejrs; og det skal Deres mand hjælpe mig med. I halvandet år har jeg ikke gjort mig skyldig i noget uhæderligt; jeg har i al den tid kæmpet med de trangeste kår; jeg var tilfreds med at arbejde mig op skridt for skridt. Nu er jeg jaget væk og jeg lar mig ikke nøjes med bare at tages til nåde igen. Jeg vil tilvejrs, siger post for mig –
påfode, frue; jeg vil tilvejrs; og det skal Deres mand hjælpe mig med. I halvandet år har jeg ikke gjort mig skyldig i noget uhæderligt; jeg har i al den tid kæmpet med de trangeste kår; jeg var tilfreds med at arbejde mig op skridt for skridt. Nu er jeg jaget væk og jeg lar mig ikke nøjes med bare at tages til nåde igen. Jeg vil tilvejrs, siger HIS: 315
jeg Dem. Jeg vil ind i banken igen, – ha’e en højere stilling; Deres mand skal oprette en post for mig –
NORA
Det gør han aldrig!
KROGSTAD
NORA
Det skal De aldrig komme til at opleve!
KROGSTAD
Vil De kanske –?
NORA
Nu har jeg mod til det.
KROGSTAD
Å De skræmmer mig ikke. En fin forvænt dame, som De –
NORA
De skal få se; De skal få se!
KROGSTAD
Under isen kanske? Ned i det kolde, kulsorte vand? Og så til våren flyde op, styg, ukendelig, med affaldet hår –
NORA
De skræmmer mig ikke.
HIS: 316
KROGSTAD
NORA
Bagefter? Når ikke jeg længer –?
Nora står målløs og ser på ham.
KROGSTAD
Ja, nu har jeg forberedt Dem. Gør så ingen dumheder. Når Helmer har fået mit brev, så venter jeg bud fra ham. Og husk vel på, at det er Deres mand selv, som har tvunget mig ind igen på denne slags veje. Det skal jeg aldrig tilgive ham. Farvel, frue.
Han går ud gennem forstuen.
NORA
mod forstuedøren, åbner den på klem og lytter
Et brev falder i brevkassen; derpå hører man Krogstads skridt, som taber sig nedenfor i trappetrinnene.
HIS: 317
NORA
med et dæmpet skrig, løber fremover gulvet og henimod sofabordet; kort ophold
I brevkassen. (lister sig sky hen til forstuedøren) Der ligger det. – Torvald, Torvald, – nu er vi redningsløse!
FRU LINDE
kommer med kostumet fra værelset tilvenstre
Ja nu ved jeg ikke mere at rette. Skulde vi kanske prøve –?
FRU LINDE
kaster klædningen på sofaen
Hvad fejler dig? Du ser ud som forstyrret.
NORA
Kom her. Ser du det brev? Der; se, – gennem ruden i brevkassen.
FRU LINDE
Ja, ja; jeg ser det nok.
NORA
Det brev er fra Krogstad –
FRU LINDE
Nora, – det er Krogstad, som har lånt dig pengene!
FRU LINDE
Å tro mig, Nora, det er bedst for jer begge.
HIS: 318
NORA
Der er mere, end du ved om. Jeg har skrevet et falsk navn –
FRU LINDE
Men for himlens skyld –?
FRU LINDE
Hvorledes vidne? Hvad skal jeg –?
NORA
Dersom jeg kommer til at gå fra forstanden, – og det kunde jo godt hænde –
FRU LINDE
Nora!
NORA
Eller der skulde tilstøde mig noget andet, – noget, således at jeg ikke kunde være tilstede her –
FRU LINDE
Nora, Nora, du er jo rent som fra dig selv!
FRU LINDE
Ja, ja; men hvor kan du tænke –?
HIS: 319
NORA
Da skal du vidne, at det ikke er sandt, Kristine. Jeg er slet ikke fra mig selv; jeg har min fulde forstand nu; og jeg siger dig: der har ikke nogen anden vidst om det; jeg alene har gjort det altsammen. Husk på det.
FRU LINDE
Det vidunderlige?
NORA
Ja, det vidunderlige. Men det er så forfærdeligt, Kristine; – det må ikke ske, ikke for nogen pris i verden.
FRU LINDE
Jeg vil gå lige hen og tale med Krogstad.
NORA
Gå ikke hen til ham; han gør dig noget ondt!
FRU LINDE
Der var en tid da han gerne havde gjort, hvad det skulde være, for min skyld.
NORA
Han?
NORA
Å, hvad ved jeg –? Jo, (tager i lommen) her er hans kort. Men brevet, brevet –!
NORA
skriger i angst
Å, hvad er det? Hvad vil du mig?
HELMER
Nå, nå, bliv bare ikke så forskrækket. Vi kommer jo ikke; du har jo stængt døren; prøver du kanske?
NORA
Ja, ja; jeg prøver. Jeg blir så smuk, Torvald.
FRU LINDE
som har læst på kortet
Han bor jo lige her om hjørnet.
NORA
Ja; men det nytter jo ikke. Vi er redningsløse. Brevet ligger jo i kassen.
FRU LINDE
Og din mand har nøglen?
NORA
Ja, altid.
HIS: 321
FRU LINDE
Krogstad må kræve sit brev tilbage ulæst, han må finde på et påskud –
NORA
Men just på denne tid plejer Torvald –
Hun går hurtigt ud gennem forstuedøren.
NORA
går hen til Helmers dør, åbner den og kikker ind
Torvald!
HELMER
i bagværelset
NORA
Hvilket, kære Torvald?
HELMER
Rank forberedte mig på en storartet forklædningsscene.
RANK
i døren
Jeg forstod det så, men jeg tog altså fejl.
NORA
Ja, der får ingen beundre mig i min pragt før imorgen.
HIS: 322
HELMER
Men, kære Nora, du ser så anstrængt ud. Har du øvet dig formeget?
NORA
Nej, jeg har slet ikke øvet mig endnu.
NORA
Ja, det blir aldeles nødvendigt, Torvald. Men jeg kan ingen vej komme uden din hjælp; jeg har rent glemt det altsammen.
HELMER
Å vi skal snart friske det op igen.
NORA
Ja, tag dig endelig af mig, Torvald. Vil du love mig det? Å, jeg er så ængstelig. Det store selskab –. Du må ofre dig ganske for mig iaften. Ikke en smule forretninger; ikke en pen i hånden. Hvad? Ikke sandt, kære Torvald?
HELMER
NORA
Hvad vil du se derude?
HIS: 323
HELMER
Bare se om der skulde være kommet breve.
NORA
Nej, nej, gør ikke det, Torvald!
HELMER
Lad mig dog se. (vil gå)
Nora ved pianoet, slår de første takter af Tarantellaen.
HELMER
ved døren, standser
Aha!
NORA
Jeg kan ikke danse imorgen, hvis jeg ikke får prøve med dig.
NORA
Ja, så umådelig bange. Lad mig få prøve straks; der er endnu tid, før vi går tilbords. Å sæt dig ned og spil for mig, kære Torvald; ret på mig; vejled mig, som du plejer.
HIS: 324
HELMER
Gerne, meget gerne, siden du ønsker det.
Han sætter sig til pianoet.
HELMER
spillende
Langsommere, – langsommere.
NORA
Kan ikke anderledes.
HELMER
Ikke så voldsomt, Nora!
NORA
Just så må det være.
HELMER
holder op
Nej, nej, dette går aldeles ikke.
NORA
ler og svinger tamburinen
Var det ikke det, jeg sagde dig?
RANK
Lad mig spille for hende.
HIS: 325
HELMER
rejser sig
Ja gør det; så kan jeg bedre vejlede hende.
Rank sætter sig ved pianoet og spiller; Nora danser med stigende vildhed. Helmer har stillet sig ved ovnen og henvender jævnligt under dansen rettende bemærkninger til hende; hun synes ikke at høre det; hendes hår løsner og falder ud over skuldrene; hun ændser det ikke, men vedbliver at danse. Fru Linde kommer ind.
FRU LINDE
står som målbunden ved døren
Ah –!
HELMER
Men kæreste bedste Nora, du danser jo, som om det gik på livet løs.
NORA
Det gør det jo også.
HELMER
Rank, hold op; dette er jo den rene galskab. Hold op, siger jeg.
Rank holder op at spille og Nora standser pludselig.
HELMER
hen til hende
Dette havde jeg dog aldrig kunnet tro. Du har jo glemt alt, hvad jeg har lært dig.
HIS: 326
NORA
kaster tamburinen fra sig
Der ser du selv.
HELMER
Nå, her må rigtignok vejledning til.
NORA
Ja, du ser, hvor nødvendigt det er. Du må vejlede mig lige til det sidste. Lover du mig det, Torvald?
NORA
Du skal ikke, hverken idag eller imorgen, have tanke for noget andet end mig; du skal ikke åbne noget brev, – ikke åbne brevkassen –
NORA
Å ja, ja, det også.
HELMER
Nora, jeg ser det på dig, der ligger alt brev fra ham.
NORA
Jeg ved ikke; jeg tror det; men du skal ikke læse sligt noget nu; der må ikke komme noget stygt ind imellem os før alting er forbi.
sagte til Helmer
HIS: 327
RANK
sagte til Helmer
Du bør ikke sige hende imod.
HELMER
slår armen om hende
Barnet skal få sin vilje. Men imorgen nat, når du har danset –
NORA
Da er du fri.
NORA
Vi vil ha’e champagne, Helene.
STUEPIGEN
Godt, frue. (går ud)
NORA
Champagne-gilde til den lyse morgen. (råber ud) Og lidt makroner, Helene, mange, – for en gangs skyld.
HELMER
tager hendes hænder
Så, så, så; ikke denne opskræmte vildhed. Vær nu min egen lille lærkefugl, som du plejer.
NORA
Å ja, det skal jeg nok. Men gå ind sålænge; og De også, doktor Rank. Kristine, du må hjælpe mig at få håret sat op.
HIS: 328
RANK
sagte idet de går
Der er da vel aldrig noget – sådant noget ivente?
HELMER
De går ind tilhøjre.
NORA
Nu!?
FRU LINDE
Rejst på landet.
NORA
Jeg så det på dig.
Det skulde du ladet være. Du skal ingenting forhindre. Det er dog igrunden en jubel, dette her, at gå og vente på det vidunderlige.
FRU LINDE
Hvad er det, du venter på?
HIS: 329
NORA
Å, det kan ikke du forstå. Gå ind til dem; nu kommer jeg på øjeblikket.
Fru Linde går ind i spiseværelset.
NORA
står en stund ligesom for at samle sig; derpå ser hun på sit uhr
Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve timer til næste midnat. Da er Tarantellaen ude. Fireogtyve og syv? Enogtredive timer at leve i.
NORA
imod ham med åbne arme
Her er lærkefuglen!
HIS: 330
Samme værelse. Sofabordet, med stole omkring, er flyttet frem midt på gulvet. En lampe brænder på bordet. Døren til forstuen står åben. Der høres dansemusik fra etagen ovenover.
ovenover.Fru Linde sidder ved bordet og blader adspredt i en bog; forsøger at læse, men synes ikke at kunne holde tankerne samlet; et par gange lytter hun spændt mod yderdøren.
FRU LINDE
ser på sit uhr
SAGFØRER KROGSTAD
i døren
Jeg fandt en seddel fra Dem hjemme. Hvad skal dette her betyde?
KROGSTAD
Så? Og det må nødvendig ske her i huset?
HIS: 332
KROGSTAD
går ind i stuen
Se, se; Helmers danser iaften? Virkelig?
FRU LINDE
Ja, hvorfor ikke det?
KROGSTAD
Å nej, sandt nok.
FRU LINDE
Ja, Krogstad, lad os så tale sammen.
KROGSTAD
Har da vi to noget mere at tale om?
FRU LINDE
Vi har meget at tale om.
KROGSTAD
Det trode jeg ikke.
FRU LINDE
Nej, for De har aldrig forståt mig rigtigt.
Tror De, at jeg er så aldeles hjerteløs? Og tror De, at jeg brød med let hjerte?
HIS: 333
KROGSTAD
Ikke det?
FRU LINDE
Krogstad, har De virkelig troet det?
KROGSTAD
Hvis ikke så var, hvorfor skrev De da dengang til mig slig, som De gjorde?
FRU LINDE
Jeg kunde jo ikke andet. Når jeg skulde bryde med Dem, så var det jo også min pligt at udrydde hos Dem alt, hvad De følte for mig.
KROGSTAD
knuger sine hænder
Således altså. Og dette – dette bare for pengenes skyld!
FRU LINDE
De må ikke glemme, at jeg havde en hjælpeløs moder og to små brødre. Vi kunde ikke vente på Dem, Krogstad; med Dem havde det jo så lange udsigter dengang.
Ja, jeg ved ikke. Mangengang har jeg spurgt mig selv, om jeg havde ret til det.
HIS: 334
KROGSTAD
sagtere
Da jeg misted Dem, var det som om al fast grund gled bort under fødderne på mig. Se på mig; nu er jeg en skibbruden mand på et vrag.
KROGSTAD
Den var nær; men så kom De og stilled Dem imellem.
FRU LINDE
Imod mit vidende, Krogstad. Det var først idag jeg fik høre, at det er Dem, jeg skal afløse i banken.
KROGSTAD
Jeg tror Dem, når De siger det. Men nu, da De ved det, træder De så ikke tilbage?
KROGSTAD
Å gavne, gavne –; jeg vilde gøre det alligevel.
Jeg har lært at handle fornuftigt. Livet og den hårde, bitre nødvendighed har lært mig det.
KROGSTAD
Og livet har lært mig, ikke at tro på talemåder.
HIS: 335
FRU LINDE
Da har livet lært Dem en meget fornuftig ting. Men på handlinger må De dog tro?
KROGSTAD
Hvorledes mener De det?
FRU LINDE
De sagde, at De stod som en skibbruden mand på et vrag.
KROGSTAD
Det havde jeg vel god grund til at sige.
FRU LINDE
Jeg sidder også som en skibbruden kvinde på et vrag. Ingen at sørge over, og ingen at sørge for.
KROGSTAD
De valgte selv.
FRU LINDE
Der var intet andet valg dengang.
KROGSTAD
Nå, men hvad så?
KROGSTAD
Hvad er det De siger?
HIS: 336
FRU LINDE
To på et vrag står dog bedre, end en på hver sit.
KROGSTAD
Kristine!
FRU LINDE
Hvorfor tror De jeg kom hid til byen?
KROGSTAD
Skulde De have havt en tanke for mig?
FRU LINDE
Jeg må arbejde, hvis jeg skal bære livet. Alle mine levedage, så længe jeg kan mindes, har jeg arbejdet, og det har været min bedste og eneste glæde. Men nu står jeg ganske alene i verden, så forfærdelig tom og forladt. At arbejde for sig selv, er der jo ingen glæde i. Krogstad, skaf mig nogen og noget at arbejde for.
bære livet. Alle mine levedage, så længe jeg kan mindes, har jeg arbejdet, og det har været min bedste og eneste glæde. Men nu står jeg ganske alene i verden, så forfærdelig tom og forladt. At arbejde for sig selv, er der jo ingen glæde i. Krogstad, skaf mig nogen og noget at arbejde for.
KROGSTAD
Kunde De da virkelig dette? Sig mig, – har De fuld rede på min fortid?
FRU LINDE
Ja.
HIS: 337
KROGSTAD
KROGSTAD
Det ved jeg så sikkert.
FRU LINDE
Skulde det ikke kunne ske endnu?
KROGSTAD
Kristine; – dette siger De med fuldt overlæg! Ja, De gør. Jeg ser det på Dem. Har De altså virkelig mod –?
FRU LINDE
Jeg trænger til nogen at være moder for; og Deres børn trænger til en moder. Vi to trænger til hinanden. Krogstad, jeg har tro på grundlaget i Dem; – jeg tør alting sammen med Dem.
Tak, tak, Kristine; – nu skal jeg også vide at rejse mig i de andres øjne. – Ah, men jeg glemte –
FRU LINDE
lytter
Hys! Tarantellaen! Gå, gå!
KROGSTAD
Hvorfor? Hvad er det?
HIS: 338
FRU LINDE
Hører De den dans deroppe? Når den er ude, kan vi vente dem.
KROGSTAD
Å ja, jeg skal gå. Det er jo alt forgæves. De kender naturligvis ikke til det skridt, som jeg har foretaget imod Helmers.
FRU LINDE
Jo, Krogstad, jeg kender til det.
KROGSTAD
Og alligevel skulde De have mod til –?
FRU LINDE
Jeg forstår godt, hvorhen fortvivlelsen kan drive en mand som Dem.
KROGSTAD
Er De viss på det?
FRU LINDE
Ganske viss; men –
KROGSTAD
ser forskende på hende
Skulde det være så at forstå? De vil frelse Deres veninde for enhver pris. Sig det ligesågodt rent ud. Er det så?
HIS: 339
FRU LINDE
Krogstad; den, som en gang har solgt sig selv for andres skyld, gør det ikke om igen.
KROGSTAD
Jeg vil forlange mit brev tilbage.
FRU LINDE
Nej, nej.
KROGSTAD
FRU LINDE
Nej, Krogstad, De skal ikke kalde brevet tilbage.
FRU LINDE
Jo, i den første forskrækkelse; men nu ligger der et døgn imellem, og det er utrolige ting, jeg i den tid har været vidne til her i huset. Helmer må få vide altsammen; denne ulyksalige hemmelighed må for dagen; det må komme til fuld forklaring imellem de to; det kan umuligt bli’e ved med alle disse fordølgelser og udflugter.
fordølgelser og udflugter.
KROGSTAD
Nu vel; hvis De altså vover det –. Men et kan jeg ialfald gøre, og det skal gøres straks –
HIS: 340
FRU LINDE
lytter
Skynd Dem! Gå, gå! Dansen er ude; vi er ikke trygge et øjeblik længer.
KROGSTAD
Jeg venter på Dem dernede.
KROGSTAD
Så utrolig lykkelig har jeg aldrig været før.
HU: 342
Han går ud gennem yderdøren; døren mellem værelset og forstuen blir fremdeles stående åben.
Helmers og Noras stemmer høres udenfor; en nøgle drejes om og Helmer fører Nora næsten med magt ind i forstuen. Hun er klædt i det italienske kostume med et stort sort schavl over sig; han er i selskabsdragt med en åben sort domino udenpå.
selskabsdragt med en åben sort domino udenpå.
NORA
endnu i døren, modstræbende
Nej, nej, nej; ikke herind! Jeg vil op igen. Jeg vil ikke gå så tidligt.
HELMER
Men kæreste Nora –
HIS: 341
NORA
HELMER
Ikke et eneste minut, min søde Nora. Du ved, det var en aftale. Se så; ind i stuen; du står her og forkøler dig.
Han fører hende, trods hendes modstand, læmpeligt ind i stuen.
FRU LINDE
Godaften.
HELMER
Hvad, fru Linde, er De her så sent?
FRU LINDE
Ja, undskyld; jeg vilde så gerne se Nora pyntet.
NORA
Har du siddet her og ventet på mig?
FRU LINDE
HELMER
tager Noras schavl af
Ja, se rigtig på hende. Jeg skulde nok tro, hun er værd at se på. Er hun ikke dejlig, fru Linde?
HIS: 342
FRU LINDE
Jo, det må jeg sige –
Er hun ikke mærkværdig dejlig? Det var også den almindelige mening i selskabet. Men forskrækkelig egensindig er hun, – den søde lille tingest. Hvad skal vi gøre ved det? Vil De tænke Dem, jeg måtte næsten bruge magt for at få hende afsted.
Å Torvald, du vil komme til at angre på, at du ikke undte mig, om det så bare var en halv time til.
HELMER
Der hører De, frue. Hun danser sin Tarantella, – gør stormende lykke, – som var vel fortjent, – skønt der i foredraget kanske var vel megen naturlighed; jeg mener, – lidt mere, end der, strængt taget, turde kunne forenes med kunstens fordringer. Men lad gå! Hovedsagen er, – hun gør lykke; hun gør stormende lykke. Skulde jeg så lade hende blive efter dette? Afsvække virkningen? Nej tak; jeg tog min lille dejlige Capripige – capriciøse lille Capripige, kunde jeg sige – under armen; en hurtig runde gennem salen; en bøjning til alle sider, og – som det heder i romansproget – det skønne syn er forsvundet. En afslutning bør altid være virkningsfuld, fru Linde; men det er det mig ikke muligt at få gjort Nora begribeligt. Puh, her er varmt herinde. (kaster dominoen på en stol og åbner døren til sit værelse) Hvad? Der er jo mørkt. Å ja; naturligvis. Undskyld –
foredraget kanske var vel megen naturlighed; jeg mener, – lidt mere, end der, strængt taget, turde kunne forenes med kunstens fordringer. Men lad gå! Hovedsagen er, – hun gør lykke; hun gør stormende lykke. Skulde jeg så lade hende blive efter dette? Afsvække virkningen? Nej tak; jeg tog min lille dejlige Capripige – capriciøse lille Capripige, kunde jeg sige – under armen; en hurtig runde gennem salen; en bøjning til alle sider, og – som det heder i romansproget – det skønne syn er forsvundet. En afslutning bør altid være virkningsfuld, fru Linde; men det er det mig ikke muligt at få gjort Nora begribeligt. Puh, her er varmt herinde. (kaster dominoen på en stol og åbner døren til sit værelse) Hvad? Der er jo mørkt. Å ja; naturligvis. Undskyld –Han går derind og tænder et par lys.
NORA
hvisker hurtigt og åndeløst
Nu?!
HIS: 343
FRU LINDE
sagte
Jeg har talt med ham.
FRU LINDE
Nora, – du må sige din mand altsammen.
FRU LINDE
Du har ingenting at frygte for fra Krogstads side; men tale må du.
NORA
Jeg taler ikke.
FRU LINDE
Så taler brevet.
HELMER
kommer ind igen
Nå, frue, har De så beundret hende?
FRU LINDE
Ja; og nu vil jeg sige godnat.
HELMER
Å hvad, allerede? Er det Deres, det strikketøj?
HIS: 344
FRU LINDE
tager det
Ja; tak; det havde jeg så nær glemt.
FRU LINDE
Å ja.
HELMER
Ved De hvad, De skulde heller brodere.
FRU LINDE
Så? Hvorfor det?
HELMER
Jo, for det er langt smukkere. Vil De se; man holder broderiet således med den venstre hånd, og så fører man med den højre nålen – således – ud i en let, langstrakt bue; ikke sandt –?
FRU LINDE
Jo, det kan vel være –
HELMER
FRU LINDE
Ja, godnat, Nora, og vær nu ikke egensindig mere.
HIS: 345
HELMER
Vel talt, fru Linde!
HELMER
følger hende til døren
NORA
Er du ikke meget træt, Torvald?
HELMER
Nej, ikke det mindste.
NORA
Ikke søvnig heller?
Aldeles ikke; jeg føler mig tvertimod umådelig oplivet. Men du? Ja, du ser rigtignok både træt og søvnig ud.
NORA
Ja, jeg er meget træt. Nu vil jeg snart sove.
HELMER
Ser du; ser du! Det var altså dog rigtigt af mig, at vi ikke blev længere.
HIS: 346
NORA
Å, det er alting rigtigt, hvad du gør.
Nu taler lærkefuglen, som om den var et menneske. Men lagde du mærke til, hvor lystig Rank var iaften?
NORA
Så? Var han det? Jeg fik ikke tale med ham.
HELMER
Jeg næsten heller ikke; men jeg har ikke på længe set ham i så godt lune. (ser en stund på hende; derpå kommer han nærmere) Hm, – det er dog herligt at være kommen hjem til sig selv igen; at være ganske alene med dig. – Å du henrivende dejlige unge kvinde!
NORA
Se ikke således på mig, Torvald!
HELMER
NORA
går over på den anden side af bordet
Du skal ikke tale således til mig inat.
HELMER
følger efter
HELMER
Ja, ikke sandt, min egen elskede Nora? Å, ved du vel, – når jeg således er ude med dig i selskab, – ved du, hvorfor jeg taler så lidet til dig, holder mig så fjernt fra dig, bare sender dig et stjålent øjekast iblandt, – ved du, hvorfor jeg gør det? Det er fordi jeg da bilder mig ind, at du er min hemmelig elskede,
HU: 346
min unge hemmelig forlovede, og at ingen aner, at der er noget imellem os to.
NORA
Å ja, ja, ja; jeg ved jo nok, at alle dine tanker er hos mig.
HELMER
Og når vi så skal gå, og jeg lægger schavlet om dine fine ungdomsfulde skuldre, – om denne vidunderlige nakkebøjning, – da forestiller jeg mig, at du er min unge brud, at vi netop kommer fra vielsen, at jeg for første gang fører dig ind i min bolig, – at jeg for første gang er alene med dig, – ganske alene med dig, du unge skælvende dejlighed! Hele denne aften har jeg ikke havt nogen anden længsel end dig. Da jeg så dig jage og lokke i Tarantellaen, – mit blod kogte; jeg holdt det ikke længer ud; – derfor var det, jeg tog dig med mig herned så tidligt –
ungdomsfulde skuldre, – om denne vidunderlige nakkebøjning, – da forestiller jeg mig, at du er min unge brud, at vi netop kommer fra vielsen, at jeg for første gang fører dig ind i min bolig, – at jeg for første gang er alene med dig, – ganske alene med dig, du unge skælvende dejlighed! Hele denne aften har jeg ikke havt nogen anden længsel end dig. Da jeg så dig jage og lokke i Tarantellaen, – mit blod kogte; jeg holdt det ikke længer ud; – derfor var det, jeg tog dig med mig herned så tidligt –
HELMER
HIS: 348
Det banker på yderdøren.
NORA
farer sammen
Hørte du –?
HELMER
mod forstuen
Hvem er det?
HELMER
sagte, fortrædelig
RANK
HELMER
Det lod til, at du hygged dig ret godt ovenpå også.
Fortrinligt. Hvorfor skulde jeg ikke det? Hvorfor skal man ikke tage alting med i denne verden? Ialfald så meget, man kan, og så længe man kan. Vinen var fortræffelig –
HELMER
Champagnen især.
HIS: 349
RANK
Lagde du også mærke til det? Det er næsten utroligt, hvor meget jeg kunde skylle ned.
NORA
Torvald drak også meget champagne iaften.
RANK
Så?
RANK
Nå, hvorfor skal man ikke ta’e sig en glad aften efter en vel anvendt dag?
HELMER
Vel anvendt; det tør jeg desværre ikke rose mig af.
RANK
slår ham på skulderen
Men det tør jeg, ser du!
RANK
Ja netop.
HIS: 350
NORA
Og tør jeg ønske Dem til lykke med udfaldet?
RANK
Ja såmæn tør De så.
NORA
Det var altså godt?
RANK
Det bedst mulige både for lægen og for patienten, – visshed.
NORA
hurtigt og forskende
Visshed?
RANK
Fuld visshed. Skulde jeg så ikke tage mig en lystig aften bagefter?
NORA
Jo, det gjorde De ret i, doktor Rank.
HIS: 351
RANK
NORA
Hør her; hvad skal vi to være på den næste maskerade?
HELMER
Du lille letsindige, – tænker du nu alt på den næste!
HELMER
Ja, men find på et kostume, som kan betegne det.
RANK
Lad din hustru møde, som hun står og går igennem verden –
HELMER
Det var virkelig træffende sagt. Men ved du ikke, hvad du selv vil være?
RANK
På næste maskerade vil jeg være usynlig.
HELMER
Det var et pudsigt indfald.
HIS: 352
RANK
HELMER
med et undertrykt smil
Nej, det har du ret i.
HELMER
Med største fornøjelse. (byder etuiet frem)
RANK
tager en og skærer spidsen af
Tak.
RANK
Tak for det. (hun holder stikken for ham; han tænder) Og så farvel!
RANK
Tak for det ønske.
HIS: 353
NORA
Ønsk mig det samme.
RANK
Dem? Nå ja, når De vil det –. Sov godt. Og tak for ilden.
Han nikker til dem begge og går.
HELMER
dæmpet
Han havde drukket betydeligt.
NORA
åndsfraværende
Kanske det.
Helmer tager sit nøgleknippe op af lommen og går ud i forstuen.
NORA
Torvald – hvad vil du der?
HELMER
Jeg må tømme brevkassen; den er ganske fuld; der blir ikke plads til aviserne imorgen tidlig –
NORA
Vil du arbejde inat?
NORA
Ved låsen –?
HIS: 354
HELMER
Ja visst har der så. Hvad kan det være? Jeg skulde dog aldrig tro, at pigerne –? Her ligger en afbrækket hårnål. Nora, det er din –
NORA
hurtigt
Så må det være børnene –
HELMER
Han går ind i værelset igen og lukker døren til forstuen.
HELMER
med brevene i hånden
Se her. Vil du se, hvorledes det har ophobet sig. (blader imellem) Hvad er det for noget?
NORA
ved vinduet
Brevet! Å nej, nej, Torvald!
HELMER
To visitkort – fra Rank.
HIS: 355
NORA
Står der noget på dem?
Der står et sort kors over navnet. Se her. Det er dog et uhyggeligt påfund. Det er jo, som om han meldte sit eget dødsfald.
NORA
Det gør han også.
HELMER
Hvad? Ved du noget? Har han sagt dig noget?
NORA
Ja. Når de kort kommer, så har han taget afsked med os. Han vil lukke sig inde og dø.
HELMER
Min stakkers ven. Jeg vidste jo, at jeg ikke skulde få beholde ham længe. Men så snart –. Og så gemmer han sig bort som et såret dyr.
NORA
Når det skal ske, så er det bedst, at det sker uden ord. Ikke sandt, Torvald?
Han var så sammenvokset med os. Jeg synes ikke, jeg kan tænke mig ham borte. Han, med sine lidelser og med sin ensomhed, gav ligesom en skyet baggrund for vor sollyse lykke. – Nå, det er kanske bedst således. For ham ialfald. (standser) Og måske også for os, Nora. Nu er vi to så ganske henvist vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.
var så sammenvokset med os. Jeg synes ikke, jeg kan tænke mig ham borte. Han, med sine lidelser og med sin ensomhed, gav ligesom en skyet baggrund for vor sollyse lykke. – Nå, det er kanske bedst således. For ham ialfald. (standser) Og måske også for os, Nora. Nu er vi to så ganske henvist HIS: 356
til hinanden alene. (slår armene om hende) Å, du min elskede hustru; jeg synes ikke, jeg kan holde dig fast nok. Ved du vel, Nora, – mangengang ønsker jeg, at en overhængende fare måtte true dig, for at jeg kunde vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.
NORA
river sig løs og siger stærkt og besluttet
Nu skal du læse dine breve, Torvald.
HELMER
Nej, nej; ikke inat. Jeg vil være hos dig, min elskede hustru.
NORA
Med dødstanken på din ven –?
HELMER
Du har ret. Dette har rystet os begge; der er kommet uskønhed ind imellem os; tanker om død og opløsning. Dette må vi søge frigørelse for. Indtil da –. Vi vil gå hver til sit.
NORA
om hans hals
Torvald, – godnat! Godnat!
Godnat, du min lille sangfugl. Sov godt, Nora. Nu læser jeg brevene igennem.
Han går med pakken ind i sit værelse og lukker døren efter sig.
NORA
med forvildede øjne, famler omkring, griber Helmers domino, slår den omkring sig og hvisker hurtigt, hæst og afbrudt
Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig. (kaster sit schavl over hovedet) Aldrig se børnene mere heller. Ikke dem heller. Å, det iskolde sorte vand. Å, det bundløse –; dette –. Å, når det bare var over. – Nu har han det; nu læser han det. Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og børnene –
HIS: 357
Aldrig; aldrig. – Å, det iskolde sorte vand. Å, det bundløse –; dette –. Å, når det bare var over. – Nu har han det; nu læser han det. Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og børnene –Hun vil styrte ud igennem forstuen; i det samme river Helmer sin dør op og står der med et åbent brev i hånden.
HELMER
Nora!
NORA
skriger højt
Ah –!
HELMER
Hvad er det? Ved du, hvad der står i dette brev?
NORA
Ja, jeg ved det. Lad mig gå! Lad mig komme ud!
HELMER
holder hende tilbage
Hvor vil du hen?
HELMER
tumler tilbage
Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? Forfærdeligt! Nej, nej; det er jo umuligt, at dette kan være sandt.
NORA
Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i verdens rige.
HIS: 358
HELMER
Å kom ikke her med tåbelige udflugter.
NORA
et skridt imod ham
Torvald –!
NORA
Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.
HELMER
Ikke noget komediespil. (låser forstuedøren af) Her blir du og står mig til regnskab. Forstår du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår du det?
Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.
Å hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I alle disse otte år, – hun, som var min lyst og stolthed, – en hyklerske, en løgnerske, – værre, værre, – en forbryderske! – Å, denne bundløse hæslighed, som ligger i alt dette! Fy, fy!
Nora tier og ser fremdeles ufravendt på ham.
HELMER
standser foran hende
Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske. Jeg burde have forudset det. Alle din faders letsindige grundsætninger –. Ti! Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv. så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således lønner du mig.
HIS: 359
Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse –. Å, hvor jeg er bleven straffet for, at jeg så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således lønner du mig.
NORA
Ja, således.
HELMER
Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min fremtid har du forspildt for mig. Å, det er forfærdeligt at tænke på. Jeg er i et samvittighedsløst menneskes vold; han kan gøre med mig, hvad han vil, forlange af mig, hvad det skal være, byde og befale over mig, som det lyster ham; – jeg tør ikke kny. Og så jammerligt må jeg
1.utg: 159
synke ned og gå tilgrunde for en letsindig kvindes skyld!
NORA
Når jeg er ude af verden, så er du fri.
HELMER
Å ingen fagter. Slige talemåder havde din fader også på rede hånd. Hvad vilde det nytte mig, at du var ude af verden, som du siger? Ikke det ringeste vilde det nytte mig. Han kan gøre sagen bekendt alligevel; og gør han det, så blir jeg kanske mistænkt for at have været vidende om din forbryderske handling. Man vil kanske tro, at jeg har stået bagved, – at det er mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan jeg har båret på hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?
bagved, – at det er mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan jeg HU: 353
takke dig for, dig, som jeg har båret på hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?
NORA
med kold ro
Ja.
HIS: 360
HELMER
Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fastholde det. Men vi må se at komme tilrette. Tag schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille ham på en eller anden måde. Sagen må dysses ned for enhver pris. – Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså
komme tilrette. Tag schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille ham på en eller anden måde. Sagen må dysses ned for enhver pris. – Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså 1.utg: 160
fremdeles her i huset; det er en selvfølge. Men børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro dig –. Å, at måtte sige dette til hende, som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu –! Nå, det må være forbi. Herefterdags gælder det ikke længere lykken; det gælder bare at redde resterne, stumperne, skinnet –Det ringer på entréklokken.
HELMER
farer sammen
Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærdeligste –! Skulde han –? Skjul dig, Nora! Sig, du er syg.
Nora blir stående ubevægelig. Helmer går hen og åbner forstuedøren.
HELMER
NORA
Læs du.
HIS: 361
HELMER
ved lampen
HELMER
HELMER
Du også, naturligvis; vi er frelste begge to, både du og jeg. Se her. Han sender dig dit gældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –; å, det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre dig noget. Å, Nora, Nora –; nej, først alt dette afskyelige ud af verden. Lad mig se – (kaster et blik på forskrivningen) Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke være for mig andet, end en drøm altsammen. (river beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på det, mens det brænder) Se så; nu er det ikke mere til. – Han skrev, at du siden julaften –. Å, det må have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.
fortryder og angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –; å, det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre dig noget. Å, Nora, Nora –; nej, først alt dette afskyelige ud af verden. Lad mig se – (kaster et blik på forskrivningen) Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke være for mig andet, end en drøm altsammen. (river beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på det, mens det brænder) Se så; nu er det ikke mere til. – Han skrev, at du siden julaften –. Å, det må have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.
NORA
Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre dage.
HIS: 362
HELMER
Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end –. Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæsstakkers lille Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har jeg, Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg ved jo, at hvad du gjorde, det gjorde du af kærlighed til mig.
våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end –. Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæs1.utg: 162
lige. Vi vil kun juble og gentage: det er over; det er over! Hør dog på mig, Nora; du synes ikke at fatte det: det er over. Hvad er det dog for noget – dette stivnede udtryk? Å stakkers lille Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har jeg, Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg ved jo, at hvad du gjorde, det gjorde du af kærlighed til mig.
NORA
Det er sandt.
HELMER
Du har elsket mig, som en hustru bør elske sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke havde indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke forstår at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vejlede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal ikke
som en hustru bør elske sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke havde indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke forstår at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vejlede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal ikke HU: 355
fæste dig ved de hårde ord, jeg sagde dig i den første forfærdelse, da jeg syntes, alt måtte styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig, Nora; jeg sværger dig til, jeg har tilgivet dig.
NORA
Jeg takker dig for din tilgivelse.
Hun går ud gennem døren tilhøjre.
HIS: 363
NORA
indenfor
Kaste maskeradedragten.
HELMER
ved den åbne dør
Ja, gør det; se at komme til ro og få samlet dit sind til ligevægt igen, du min lille forskræmte sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede vinger til at dække dig med. (går omkring i nærheden af døren) Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly for dig; her skal jeg holde dig som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg skal nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig. Imorgen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig; snart vil alting være ligesom før; jeg skal ikke længe behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget? Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Det er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så skal
jeg har brede vinger til at dække dig med. (går omkring i nærheden af døren) Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly for dig; her skal jeg holde dig som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg skal nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig. Imorgen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig; snart vil alting være ligesom før; jeg skal ikke længe behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget? Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Det er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand 1.utg: 164
blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så skal HU: 356
jeg være både din vilje og din samvittighed. – Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt dig om?
NORA
i sin hverdagskjole
Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.
HIS: 364
HELMER
Men hvorfor, nu, så sent –?
NORA
Inat sover jeg ikke.
HELMER
Men, kære Nora –
NORA
ser på sit uhr
Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her, Torvald; vi to har meget at tale sammen.
Hun sætter sig ved den ene side af bordet.
NORA
Sæt dig ned. Det blir langt. Jeg har meget at tale med dig om.
Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke.
NORA
HELMER
Hvorledes mener du det?
HIS: 365
NORA
efter en kort taushed
HELMER
Hvad skulde det være?
NORA
HELMER
Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?
NORA
Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger, vi har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge at komme tilbunds i noget.
NORA
Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Torvald. Først af pappa og siden af dig.
HIS: 366
HELMER
Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket dig højere, end alle andre mennesker?
NORA
ryster på hovedet
I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det var fornøjeligt at være forelsket i mig.
HELMER
Men, Nora, hvad er dette for ord?
NORA
Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger, og så havde jeg de samme meninger; Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legte med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig –
1.utg: 167
og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legte med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig –
HELMER
Hvad er det for udtryk du bruger om vort ægteskab?
NORA
uforstyrret
Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indretted alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så; jeg ved ikke rigtig –; jeg tror det var begge dele; snart det ene og snart det andet. Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.
fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.
HIS: 367
HELMER
Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?
HELMER
Ikke – ikke lykkelig!
Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskab, Torvald.
vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskab, Torvald.
HELMER
NORA
Hvis opdragelse? Min eller børnenes?
HELMER
Både din og børnenes, min elskede Nora.
HIS: 368
NORA
Ak, Torvald, du er ikke mand for at opdrage mig til en ret hustru for dig.
HELMER
Og det siger du?
NORA
Og jeg, – hvorledes er jeg forberedt til at opdrage børnene?
NORA
Sagde du det ikke selv for en stund siden, – den opgave turde du ikke betro mig.
NORA
Jo; det var meget rigtig sagt af dig. Jeg magter ikke den opgave. Der er en anden opgave, som må løses først. Jeg må se at opdrage mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe mig med. Det må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu fra dig.
HELMER
springer op
Hvad var det, du sagde?
NORA
HIS: 369
HELMER
Nora, Nora!
NORA
Jeg vil gå herfra nu straks. Kristine ta’er nok imod mig for inat –
NORA
Det kan ikke nytte at forbyde mig noget herefter. Jeg ta’er med mig, hvad der tilhører mig selv. Af dig vil jeg ingenting have, hverken nu eller senere.
HELMER
Hvilket vanvid er dog dette!
NORA
Imorgen rejser jeg hjem, – jeg mener, til mit gamle hjemsted. Der vil det være lettest for mig at komme ind i et eller andet.
HELMER
Å du forblindede, uerfarne skabning!
NORA
Jeg må se at få erfaring, Torvald.
HIS: 370
NORA
Det kan jeg ikke ta’e noget hensyn til. Jeg ved bare, det blir nødvendigt for mig.
HELMER
Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?
NORA
Jeg har andre ligeså hellige pligter.
HELMER
Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være.
NORA
Pligterne imod mig selv.
HELMER
Du er først og fremst hustru og moder.
NORA
Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli’e det. Jeg ved nok, at de fleste gir dig ret, Torvald, og at der står
der står HU: 360
noget sligt i bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste siger og hvad der HIS: 371
står i bøgerne. Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede på dem.
HELMER
HELMER
Hvad er det, du siger!
NORA
Jeg ved jo ikke andet, end hvad præsten Hansen sagde, da jeg gik til konfirmation. Han fortalte, at religionen var det og det. Når jeg kommer bort fra alt dette her og blir ensom, så vil jeg undersøge den sag også. Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad præsten Hansen sagde, eller ialfald, om det er rigtigt for mig.
præsten Hansen sagde, da jeg gik til konfirmation. Han fortalte, at religionen var det og det. Når jeg kommer bort fra alt dette her og blir ensom, så vil jeg undersøge den sag også. Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad præsten Hansen sagde, eller ialfald, om det er rigtigt for mig.
HELMER
Å, sligt er dog uhørt af en så ung kvinde! Men kan ikke religionen retlede dig, så lad mig dog ryste op i din samvittighed. For moralsk følelse har du dog? Eller, svar mig, – har du kanske ingen?
NORA
Ja, Torvald, det er ikke godt at svare på det. Jeg ved det jo slet ikke. Jeg er ganske i vilderede med de ting. Jeg ved bare, at jeg har en ganske anden mening om sligt noget, end du. Jeg hører jo også nu, at lovene er anderledes, end jeg tænkte; men at de love skulde være rigtige, det kan jeg umulig få i mit
vilderede med de ting. Jeg ved bare, at jeg har en ganske anden mening om sligt noget, end du. Jeg hører jo også nu, at lovene er anderledes, end jeg tænkte; men at de love skulde være rigtige, det kan jeg umulig få i mit HIS: 372
hode. En kvinde skal altså ikke ha’e ret til at skåne 1.utg: 173
sin gamle døende fader, eller til at redde sin mands liv! Sligt tror jeg ikke på.
HELMER
Du taler som et barn. Du forstår ikke det samfund, du lever i.
NORA
NORA
Jeg har aldrig følt mig så klar og sikker som inat.
HELMER
Og klar og sikker forlader du din mand og dine børn?
NORA
Ja; det gør jeg.
HELMER
Så er kun en forklaring mulig.
NORA
Hvilken?
HELMER
Du elsker mig ikke mere.
HELMER
Nora! – Og det siger du!
NORA
HELMER
med tilkæmpet fatning
Er dette også en klar og sikker overbevisning?
NORA
Ja, fuldkommen klar og sikker. Det er derfor, jeg ikke vil være her længer.
NORA
HELMER
Forklar dig nøjere; jeg begriber dig ikke.
HIS: 374
NORA
Jeg har ventet så tålmodigt nu i otte år; usvigelig viss på: nu kommer det vidunderlige. Da Krogstads brev lå derude, – aldrig faldt det mig med en tanke ind, at du kunde ville bøje dig under dette menneskes vilkår. Jeg var så usvigelig viss på, at du vilde sige til ham: gør sagen bekendt for hele verden. Og når det var sket –
1.utg: 175
for, Herregud, jeg indså jo nok, at det vidunderlige kommer ikke sådan til hverdags. Så brød dette knusende ind over mig; og da var jeg så usvigelig viss på: nu kommer det vidunderlige. Da Krogstads brev lå derude, – aldrig faldt det mig med en tanke ind, at du kunde ville bøje dig under dette menneskes vilkår. Jeg var så usvigelig viss på, at du vilde sige til ham: gør sagen bekendt for hele verden. Og når det var sket –
NORA
HELMER
Nora –!
NORA
Du mener, at jeg aldrig vilde taget imod et sligt offer af dig? Nej, det forstår sig. Men hvad vilde mine forsikringer gælde ligeover for dine? – Det var det vidunderlige, som jeg gik og håbed på i rædsel. Og for at hindre det, var det, at jeg vilde ende mit liv.
HELMER
HIS: 375
NORA
Det har hundrede tusend kvinder gjort.
HELMER
Å, du både tænker og du taler som et uforstandigt barn.
NORA
Lad gå. Men du hverken tænker eller taler som den mand, jeg skal kunne slutte mig til. Da din forskrækkelse var over, – ikke for hvad der trued mig, men for, hvad du selv var udsat for, og da hele faren var forbi, – da var det for dig, som om slet ingen ting var sket. Jeg var akkurat som før din lille sanglærke, din dukke, som du herefter skulde bære dobbelt varligt på hænderne, siden den var så skør og skrøbelig. (rejser sig) Torvald, – i den stund gik det op for mig, at jeg i otte år havde levet her sammen med en fremmed mand og at jeg havde fået tre børn –. Å jeg tåler ikke at tænke på det! Jeg kunde rive mig selv i stumper og stykker.
HELMER
tungt
NORA
Måske, – hvis dukken tages fra dig.
HIS: 376
HELMER
At skilles – skilles fra dig! Nej, nej, Nora, jeg kan ikke fatte den tanke.
HELMER
Nora, Nora, ikke nu! Vent til imorgen.
HELMER
Men kan vi da ikke bo her som broder og søster –?
HELMER
Men engang, Nora, – engang –?
HIS: 377
HELMER
Men du er min hustru, både som du er og som du blir.
NORA
Hør, Torvald; – når en hustru forlader sin mands hus, således, som jeg nu gør, så har jeg hørt, at han efter loven er løst fra alle forpligtelser imod hende. Jeg løser dig ialfald fra enhver forpligtelse. Du skal ikke føle dig bundet ved noget, lige så lidt, som jeg vil være det. Der må være fuld frihed på begge sider. Se, her har du din ring tilbage. Giv mig min.
han efter loven er løst fra alle forpligtelser imod hende. Jeg løser dig ialfald fra enhver forpligtelse. Du skal ikke føle dig bundet ved noget, lige så lidt, som jeg vil være det. Der må være fuld frihed på begge sider. Se, her har du din ring tilbage. Giv mig min.
HELMER
Også dette?
NORA
Dette også.
HELMER
Her er den.
NORA
HELMER
Forbi; forbi! Nora, vil du aldrig mere tænke på mig?
NORA
Jeg kommer visst ofte til at tænke på dig og på børnene og på huset her.
HIS: 378
HELMER
NORA
Nej, – aldrig. Det får du ikke lov til.
NORA
Intet; intet.
HELMER
– hjælpe dig, hvis du skulde behøve det.
NORA
Nej, siger jeg. Jeg modtager ingenting af fremmede.
HELMER
Nævn mig dette vidunderligste!
NORA
Da måtte både du og jeg forvandle os således at –. Å, Torvald, jeg tror ikke længer på noget vidunderligt.
HELMER
Men jeg vil tro på det. Nævn det! Forvandle os således at –?
HIS: 379
NORA
Hun går ud gennem forstuen.
HELMER
synker ned på en stol ved døren og slår hænderne for ansigtet
Nora! Nora! (ser sig om og rejser sig) Tomt. Hun er her ikke mere. (et håb skyder op i ham) Det vidunderligste –?!
